Dømt til behandling i Danmark: Angreb fætter med kniv
En 32-årig mand fra Nuuk ankede på stedet, da Sermersooq Kredsret fandt ham skyldig i drabsforsøg på hans fætter og idømte ham en psykiatrisk behandlingsdom på ubestemt tid i Danmark.
- Jeg vågnede ved 9-tiden. Så gik jeg hen til Pisiffik og købte øl. Jeg begyndte at drikke og spille musik.
Sådan beskriver den 32-årige sortklædte mand i lavmælt toneleje den mandag i maj sidste år, der førte til, at han i sidste uge sad på anklagebænken, tiltalt for at ville slå sin fætter ihjel med en køkkenkniv.
Det skriver avisen AG.
Manden nægter sig skyldig og vil frifindes.
Fætteren var tidligere på året flyttet ind til den tiltaltes lejlighed på Radiofjeldet i Nuuk, men ud fra deres forklaringer i retten virker det ikke til, at de to kom synderligt godt ud af det med hinanden. Og der er ingen form for øjenkontakt mellem de to, da fætteren sætter sig i vidneskranken for at fortælle sin version af, hvad der skete den pågældende mandag i maj.
- Han sad og drak og talte meget med sig selv, som han plejede. Så sagde han noget om min kæreste, som jeg ikke kunne lide. Jeg blev sur og skubbede ham ned fra stolen og sagde: Vi går nu, forklarer den yngre fætter.
Da han og kæresten, der på det tidspunkt var gravid, går ind i soveværelset for at tage tøj på, hører de skramlen fra køkkenet. Derefter kommer den 32-årige ud fra køkkenet med to knive og går efter sin yngre fætter.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: