Dømt for seksuelle overgreb: - Jeg vil gerne i behandling
En 25-årig mand blev af landsretten forleden fundet skyldig i grove seksuelle krænkelser af børn og idømt fire års ubetinget anstaltsanbringelse. I retten gav han udtryk for at ville ændre sig.
- Jeg ærgrer mig over at have gjort det. Det har været pinligt, men jeg vil gerne komme over det. Jeg vil sige undskyld og håber aldrig at gøre noget lignende igen.
Sådan lød det i sidste uge fra en i dag 25-årig mand, da han fik ordet, inden domsafsigelsen i en alvorlig ankesag fra Tasiilaq i Grønlands Landsret.
Det skriver avisen AG.
Den relativt unge, spinkle mand fremstod i retten anonymt klædt i hvid t-shirt, sorte bukser og sneakers med håret stylet, som moden dikterer det hos spillerne i de engelske og europæiske fodboldligaer. Han er næstyngst af en søskendeflok på fem og har ingen uddannelsesmæssig baggrund efter folkeskolen. I løbet af sin opvækst og i Tasiilaq har han boet tæt sammen med sine forældre, flere af sine søskende samt nevøer og niecer.
I snart to år, siden juli 2019, har manden været tilbageholdt. Han har undervejs været igennem psykologiske tests og mentalundersøgelse, som det er praksis ved stort set alle sager, der hører til i alvorlige kategorier som drab og seksualforbrydelser.
Under den to dage lange retssag, der primært foregik på dansk, sad den tiltalte og lyttede koncentreret med høretelefoner på, så han kunne følge med, når tolken på grønlandsk for eksempel læste op af vurderingerne af hans mentale tilstand fra psykiater, psykolog og Retslægeråd eller mandens egen forklaring for kredsretten.
Her var manden i februar blevet kendt skyldig i sammenlagt fem forhold og idømt forvaring på ubestemt tid, blandt andet for seksuelle overgreb samt besiddelse af børneporno.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: