Dommer afviser injuriesag fra Trump om fødselsdagskort til Epstein

Trump har meddelt, at han vil indgive revideret version af søgsmål, som mandag er blevet afvist, mod avis.

Et fødselsdagskort, som Trump angiveligt gav den afdøde Jeffrey Epstein for over 20 år siden. Det er tilsyneladende underskrevet af Trump, der dog afviser at stå bag det. (Arkivfoto).
Offentliggjort

En føderal dommer afviste mandag en injuriesag fra USA's præsident, Donald Trump, mod avisen Wall Street Journal.

Det udgør et tilbageslag for præsidenten, der har forsøgt at slå ned på medievirksomheder, som han anklager for at behandle ham uretfærdigt.

Sagen er således en af flere, som republikanske Trump under sit præsidentskab har anlagt mod store medieorganisationer på grund af dækning, han har kaldt uretfærdig eller forkert.

Det har gjort flere demokrater bekymrede for, at han forsøger at bruge injuriesager til at dæmpe kritisk dækning af ham.

Et fødselsdagskort, som Trump angiveligt gav den afdøde Jeffrey Epstein for over 20 år siden. Det er tilsyneladende underskrevet af Trump, der dog afviser at stå bag det. (Arkivfoto).

I Trumps søgsmål mod Wall Street Journal lyder det, at en artikel fra avisen har skadet hans omdømme. Det drejer sig om en artikel, der beskrev et fødselsdagskort til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Trump skal angiveligt have skrevet kortet til Epstein for over 20 år siden.

Afvist af distriktsdommer

Trump og hans advokater har sagt, at kortet ikke er ægte. Det har de også fastholdt, efter at kortet - der tilsyneladende bærer Trumps underskrift - blev offentliggjort i forbindelse med efterforskning af Epstein-sagen.

Trump indgav søgsmålet i juli 2025. Det skete på et tidspunkt, hvor hans administration fra flere sider mødte kritik over håndteringen af sagen mod Epstein.

Sagen blev mandag afvist af distriktsdommer Darrin P. Gayles i Miami i Florida.

Ved afvisningen af sagen lød det fra dommeren, at Trump langt fra havde opfyldt kravet om at kunne bevise, at der var "faktisk ond vilje ("actual malice", red.)". Det skal offentlige personer kunne bevise i injuriesager i USA.

- Kommer ikke i nærheden af standard

Det betyder, at de ikke kun skal bevise, at en udtalelse om dem var forkert, men også at mediet eller personen, der fremsatte udtalelsen, vidste eller burde have vidst, at den var forkert.

- Denne klage kommer slet ikke i nærheden af den standard. Tværtimod, vurderede dommeren.

Han understregede dog mandag, at Trump inden den 27. april kan indgive en revideret version af søgsmålet. På Truth Social har Trump meddelt, at han vil benytte sig af den mulighed.

News Corp er Wall Street Journals moderselskab og ejes af Rupert Murdoch. Dow Jones er et datterselskab af News Corp, som udgiver Wall Street Journal.

En talsperson for Dow Jones siger i en udtalelse, at selskabet er tilfreds med dommerens afgørelse.

- Vi står inde for pålideligheden, grundigheden og nøjagtigheden af The Wall Street Journals journalistik.

Dommeren har med afgørelsen ikke taget stilling til, hvorvidt artiklens indhold om fødselsdagskortet er korrekt.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS