Døgnrapport: Brand i hus og efterlysning af båd med tre personer

Personen der opholdte sig i det brændende hus i Aappilattoq ved Upernavik kunne lørdag selv komme ud af huset. Båden syd for Paamiut med en voksen mand og to børn ombord blev fundet i god behold søndag morgen.

To tilfælde med lykkelig udfald. Det er hvad politiet har arbejdet med i weekenden ud over udrykning til adskillige uroligheder, specielt hovedstaden fredag aften.
Offentliggjort

Lørdag og søndag formiddag var relativt roligt på landsplan i forhold til fredag, hvor politiet måtte rykke ud til uroligheder, især i hovedstaden.

Det fortæller vagtchef, Ole Hald fra Grønlands Politi til Sermitsiaq.AG.

Der er dog to hændelser vagtchefen hæfter sig ved. Nemlig en brand i et hus i Aappilattoq ved Upernavik samt en savnet båd med en mand og to børn syd for Paamiut.

Brand i et hus i Aappilattoq

Lørdag aften klokken 19:56 fik politiet en anmeldelse om brand i et hus i Aappilattoq ved Upernavik.

- Kommunefogeden og brandvæsenet i Upernavik blev aktiveret sammen med politiets rådighedsvagt ligesom bygdens brandfolk blev varslet af kommunefogeden.

Det viste sig, at der var en mand inde i det brændende hus, men vedkommende kunne selv komme ud af huset, lettere forbrændt og muligvis med røgforgiftning. Han var heldig og kunne komme ud af det brændende hus, før ilden for alvor tog fat, men huset er svært skadet som følge af branden.

- Det er noget vi skal undersøge nærmere, altså hvordan branden er opstået, og vi skal have snakket med manden, der opholdte sig alene i huset, forklarer vagtchef Ole Hald fra Grønlands Politi.

Mand og to børn savnet syd for Paamiut

Lørdag aften klokken 23:08 fik politiet en anmeldelse om at man er ængstelige for hvad der kan være sket for en voksen mand og to drenge på 11 og 13 år. De var sammen med en anden båd sejlet sydpå fra Paamiut til en af fjordene i løbet af lørdagen. Manden med de to børn sejlede i en ret stor motorbåd med kahyt.

- De to både blev ramt af tæt tåge og kom væk fra hinanden. De opholdte sig i et område, hvor radio- og telekommunikation er svær på grund af omgivelserne med høje fjelde. Da det ikke var muligt at komme i kontakt med manden, udsendte man en pan-pan via Aasiaat Radio seks minutter over midnat og blev ved med at forsøge at komme i kontakt via VHF-radio, men det lykkedes ikke, fortæller vagtchef Ole Hald.

Han fortæller også, at Arktisk Kommando blev kontaktet med henblik på en eftersøgning, og skibene der sejlede i området blev bedt om at være opmærksomme på situationen. Men man var oppe imod den tætte tåge. Først søndag morgen 07:30 var det klaret op så meget at det kunne lade sig gøre for politiet at sejle ud for at lede efter båden.

- Søndag klokken 08:29 meddeler politiet i Paamiut at man nu har kontakt med båden, og at alle tre ombordværende var i god behold. Det viser sig at de havde fået motorproblemer, men kunne godt sejle med stærkt nedsat motorkraft og de var på vej hjem da man kom i kontakt med dem, så det var et godt udfald, slutter vagtchef i Grønlands politi, Ole Hald.

Powered by Labrador CMS