Dødstrusler mod kredsdommer giver 30 dage i anstalt
En mand på 50 år skal i anstalten for at have truet en kredsdommer på livet. Grønlands Landsret har torsdag afvist at tage stilling til sagen, da manden ikke er dukket op i retten.
En 50-årig mand skal anbringes i anstalten i 30 dage for at have truet en kredsdommer på livet.
Truslen er fremkommet under en telefonsamtale den 7. marts 2023, hvor truslerne blev fremsat til en medarbejder ved Sermersooq Kredsret.
- I samme telefonsamtale truede han også en kredsdommer på livet, idet han sagde til medarbejderen, at han havde kriminelle forbindelser, der kunne slå kredsdommeren ihjel, lyder det i en pressemeddelelse fra Grønlands Politi.
Afviste ankesag
Sagen er behandlet i Sermersooq Kredsret den 26. oktober sidste år, hvor manden blev idømt 30 dages anstaltsanbringelse.
Den dømte har efterfølgende anket til landsretten. Grønlands Landsret har dog valgt at afvise ankesagen torsdag, da manden ikke mødte op:
- Men fordi tiltalte ikke mødte op i landsretten, afviste landsretten at behandle tiltaltes anke. Det betyder, at kredsrettens dom er endelig, og at manden nu kan se frem til 30 dage i anstalten samt en bøde på 1.000 kr. for overtrædelse af færdselsloven, lyder det.
- Det kan og skal ikke tolereres, når man truer personer på livet, der blot passer deres arbejde. I dette tilfælde en kredsretsdommer og en medarbejder ved retten. Jeg er derfor tilfreds med, at kredsrettens dom på 30 dages anstaltsanbringelse i dag er endelig, siger chefanklager i Grønlands Politi, Mariam Khalil.