Det gælder arbejdsmarkedet

– Gem visionerne til bedre tider, siger Siumut om Naalakkersuisuts 2025-plan

Kuupik Kleist smøger ærmerne op ved afslutningen på den fem timer lange åbningsdebat. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

– Arbejdsmarkedspolitikken har 1.prioritet, understregede Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, ved afslutningen på den næsten fem timer lange åbningsdebat i Inatsisartut.

Oppositionspartierne Siumut og Atassut efterlyste gang på gang en øjeblikkelig indsats mod den stigende arbejdsløshed i stedet for en 2025-plan, men Kuupik Kleist afviste at føre en ”fra-dag-til-dag”-politik på det vitale område, hvor udviklingen er afhængig af såvel lokale som globale tendenser.

– Naalakkersuisuts manglende udmeldinger om, hvordan de agter at løse de problemer, som er gældende for denne valgperiode, er forunderlig, sagde Siumuts formand Aleqa Hammond.

– Aktuelt har vi udfordrende problemer med en befolkning, som får mindre og mindre evne til at forsørge sig selv i en tid, hvor arbejdsløsheden vokser fra dag til dag. Velfærd har været et af de bærende temaer i koalitionsaftalen, og Naalakkersuisut burde derfor bruge kræfterne på at bekæmpe de faldende levevilkår i denne valgperiode. Til gengæld kan visionerne gemmes til en tid, der måtte ligge ud i fremtiden til det nu engang bliver aktuelt.

Mange initiativer
Kuupik Kleist afviste med opsmøgede ærmer angrebet.

– Jeg har fokus på arbejdsløsheden, men det kræver en langsigtet indsats med inddragelse af alle gode kræfter, når 90 procent af de arbejdsløse er ufaglærte.

Kuupik Kleist spillede bolden tilbage til Inatsisartut.

– Naalakkersuisut fremlægger på Efterårssamlingen en redegørelse om beskæftigelse for perioden 2013-18. Vi afsætter ekstra midler i finanslovsforslaget for at få de arbejdsledige, som står uden arbejde i dag, tilbage på arbejdsmarkedet. Vi afsætter 10 millioner kroner yderligere til en udvidelse af aktiviteterne på uddannelsesområdet i 2013 stigende til 30 millioner kroner i 2016. Vi foreslår en skatteomlægning til 71 millioner kroner, som gør det attraktivt at arbejde. Og vi fremlægger et lovforslag om bygge- og anlægsarbejder ved storskalaprojekter, som vil få afgørende betydning for Grønlands fremtid.

– Med finanslovsforslaget og skatteomlægningen er der lagt op til fremadrettede initiativer, sagde Kuupik Kleist, som efter afslutningen på åbningsdebatten hastede i lufthavnen for at flyve til OLT-mødet i Ilulissat.

Powered by Labrador CMS