Danmark registrerer rekordmange smittede og test
Andelen, der bliver testet positiv, har været nogenlunde stabil de seneste 14 dage. Der er fem nye dødsfald.
Der er fundet 1427 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark, oplyser Statens Serum Institut (SSI).
Det er højeste tal i år - men skal ses i lyset af rekordmange test. Antallet af indlagte stiger med 9 til 191, hvilket er højeste niveau siden 12. maj.
Antallet af positive prøver er fundet blandt 88.080 prøver. Det er det med afstand største antal prøver på én dag i Danmark under epidemien.
Skyldes mange test
Når man ser på andelen, der bliver testet positiv, er den 1,6 procent. Det er faldet i forhold til de seneste tre dage - men nogenlunde på niveau med de sidste 14 dage.
Selv om tallet er rekordhøjt, skal man sammenlignet med foråret tage højde for, at der i dag testes langt mere omfattende og derfor bliver fundet mange flere tilfælde.
SSI har for nylig anslået, at antallet af smittetilfælde ville have været op mod 3000 dagligt, hvis man havde testet i samme omfang i april, hvor epidemien toppede.
Mange indlæggelser igen
Når man ser på antallet af indlæggelser, er det tæt på tidoblet siden starten af september.
Der er dog et godt stykke op til niveauet i foråret, hvor der var over 500 indlæggelser i en periode.
Kapaciteten på landets sygehuse er ikke udfordret med det nuværende antal af indlæggelser.
Der er det seneste døgn registreret fem dødsfald med coronasmittede. Samlet er 738 døde med virusset siden det første dødsfald i starten af marts.