Danmark klar med penge til spiral-ofre: – Et opgør med årtiers tabu og skam
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en politisk aftale, der sikrer individuel godtgørelse på 300.000 kroner til de grønlandske kvinder, der er berørt af spiralsagen. – Det er et opgør med årtiers tabu og skam, som overgrebene har bragt med sig. Vi er et skridt tættere på retfærdighed, siger medlem af Folketinget Aaja Chemnitz (IA).
Den danske Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) er klar med godtgørelser til kvinder, der i perioden 1960-91 fik antikonception uden deres viden eller samtykke. – Det er et opgør med årtiers tabu og skam, som overgrebene har bragt med sig. Vi er et skridt tættere på retfærdighed, lyder vurderingen fra medlem af Folketinget Aaja Chemnitz (IA).Foto: Inuit Ataqatigiit
Indenrigs-og sundhedsministeriet har på baggrund af politiske drøftelser i Folketinget afsat et stort beløb til forsoningsfonden, der skal sikre godtgørelser til de potentielt 4.500 kvinder, der fra 1960 og frem til 1991, fik antikonception uden deres viden eller samtykke. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Annonce
Aftalen indebærer, at der etableres en godtgørelsesordning, som giver mulighed for at udbetale 300.000 kroner til hver af de berørte kvinder, hvilket er på niveau med den godtgørelse som Naalakkersuisut har afsat til kvinder, der mod deres vilje fik antikonception efter 1992 under Hjemmestyret og Selvstyret.
Kriterier for at søge godtgørelse
Der vil være en række kriterier for, hvem der kan søge om godtgørelse. Det er for eksempel et krav, at kvinderne har boet i Grønland eller været på ophold på en kost-eller efterskole i Danmark i perioden 1960-91.
STATSMINISTER: ALT FOR LÆNGE LUKKEDE VI ØJENENE
Statsminister Mette Frederiksen siger om sagen, at den har gjort et stort indtryk, og at Danmark nu vil tage ansvaret på sig:
- Fra 1960’ernne og frem fik grønlandske piger og kvinder opsat spiral eller anden prævention. Mange af dem mod deres vilje. De blev udsat for systematisk forskelsbehandling. Fordi de var grønlændere.
- Alt for længe lukkede vi øjnene for den uret, der blev begået mod dem. Det gør vi ikke længere. Jeg har på vegne af Danmark givet en uforbeholden undskyldning til de berørte og til Grønland.
- Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os. Det gør vi nu, siger Mette Frederiksen.
Derudover skal kvinderne kunne sandsynliggøre deres beretning og sidst erklære på tro og love og efter bedste erindring, at de har fået antikonception uden deres viden eller samtykke. Der etableres en etårig opsøgende vejledningsindsats i Grønland, når ordningen træder i kraft, der kan hjælpe kvinderne med at ansøge om godtgørelsen.
Tilbyder forlig i retssag
Med hensyn til de 143 kvinder, der har stævnet den danske stat med et krav om 300.000 kroner i erstatning hver, så tilbyder staten at indgå et forlig med kvinderne om et godtgørelsesbeløb på 300.000 kroner til hver enkelt kvinde, hvis de opfylder kriterierne for godtgørelsesordningen.
Et endeligt punktum i sagen
På Christiansborg er medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit Aaja Chemnitz tilfreds med, at der nu endelig kommer en godtgørelse til kvinderne:
– Jeg er enormt glad for den erstatning, som vi er kommet frem til i samarbejde med sundhedsministeren. Efter en årelang kamp kan kvinderne sætte et endeligt punktum i sagen og begynde at hele. Det er et opgør med årtiers tabu og skam, som overgrebene har bragt med sig. Vi er et skridt tættere på retfærdighed. Vi kæmper videre for de juridisk faderløse og ulovligt adopteret.
Det forventes at lovforslaget om ordningen fremsættes i april 2026, og at loven træder i kraft 1. juni 2026.
I september gav formanden for Naalakkersusiut, Jens-Frederik Nielsen, og den danske statsminister, Mette Frederiksen, en undskyldning til alle kvinderne, som har modtaget antikonception uden viden eller samtykke. Nu får kvinderne også en godtgørelse.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix