korruption
Danmark igen verdens mindst korrupte land
Et indeks, der måler misbrug af magt, hemmelige aftaler og bestikkelse, placerer Danmark helt i top af liste
Danmark er verdens mindst korrupte land, når der måles på misbrug af magt, hemmelige aftaler og bestikkelse i den offentlige sektor.
Det viser det nye indeks fra den uafhængige organisation Transparency International (TI), der har til formål at bekæmpe korruption i hele verden. Indekset er blevet offentliggjort onsdag morgen.
Der er ingen særskilt måling for Grønland.
Danmark topper listen foran New Zealand, Finland, Sverige og Norge. Danmark opnår en score på 92 ud af 100 mulige point, hvilket er ét point bedre end sidste år, hvor Danmark og New Zealand delte førstepladsen.
I den anden ende af skalaen finder man Somalia, Nordkorea og Sudan, der indtager pladserne som de tre mest korrupte lande i verden.
- Korruption er et problem for alle økonomier, og det er derfor påkrævet, at EU og USA arbejder sammen med de hurtigt voksende økonomier i verden om at stoppe korruption, siger TI's direktør, Robin Hodess.
Læs: Siumut-kandidat: Er CV-fusk et generelt problem?
Læs: Transparency: Grønland er i gang med en politisk modning
Hun opfordrer til, at EU, USA og G20-landede i højere grad skal gøre som Danmark og lave åbne skattelister, der har til formål at kaste lys over selskabernes ejerskabsforhold, hvilket kan mindske muligheden for skattely og hvidvask, lyder det.
Blandt de mest bemærkelsesværdige ændringer på årets liste er Tyrkiet og Kina, der begge falder markant tilbage.
Tyrkiet opnår 45 point, hvilket er fem point færre end i 2013. Det skyldes en stor korruptionsskandale i regeringen i december sidste år. Det er samtidig landets laveste antal point i mere end et årti.
Kina mister fire point og opnår i alt 36 ud af 100 point, selv om styret i Kina har iværksat en storstilet kampagne, der skal slå ned på korruption.
Mere end to tredjedele af de 175 lande i indekset scorer mindre end 50 point. 100 point opfattes som korruptionsfri, og lande med nul point opfattes som ekstremt korrupte.
Ukraine er det land i Europa, hvor det ifølge indekset står værst til. Landet opnår kun 26 point, mens Italien, Grækenland og Rumænien er de lande i EU, der scorer lavest. Alle tre opnår kun 43 point.