Danmark finder første tilfælde af sydafrikansk virusvariant

En person er blevet ramt af den mere smitsomme sydafrikanske coronavariant. Det kan være på rejse til Dubai.

Offentliggjort

Det første tilfælde med en mere smitsom sydafrikansk coronavariant er registreret i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) lørdag på sin hjemmeside.

Den smittede er fra Sjælland, og smitten forbindes med en rejse til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Ud over at den sydafrikanske variant er mere smitsom, vurderes den også at være mindre følsom over for vacciner.

Ifølge virolog Anders Fomsgaard fra SSI er der dog ikke noget, som tyder på, at vacciner ikke vil virke over for varianten.

- Selv om der nu er fundet varianter med mutationer med forventet nedsat følsomhed for antistoffer, betyder det ikke, at vaccinerne ikke vil virke, men de nye varianter overvåges tæt, siger Anders Fomsgaard i en pressemeddelelse.

Den sydafrikanske variant er døbt B1351/501Y. De sydafrikanske myndigheder fortalte første gang om varianten 18. december.

Den har ifølge myndighederne udgjort en stigende andel af alle de positive prøver i Sydafrika fra midten af oktober og frem.

Sydafrika har siden december oplevet en kraftig stigning i antallet af smittede, på trods af at landet har årstiden med sig, da det lige nu er sommer. Det menes at skyldes den nye variant.

Det er normalt, at et virus ændrer sig, og i sjældne tilfælde kan det føre til, at det bliver mere smitsomme varianter.

I øjeblikket er der i Danmark mest fokus på den britiske variant, der indtil videre er fundet 256 tilfælde af.

Den vurderes at være 50-74 procent mere smitsom end de gængse varianter, og den er i øjeblikket baggrunden for den delvise nedlukning af Danmark. Der er for den sydafrikanske variant ikke på samme måde sat tal på, hvor meget mere den smitter.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smitteopsporing i Danmark, vil der være ekstra fokus på at finde de personer, som har været tæt på personer, der er smittet med de mere smitsomme varianter.

Det gælder både den britiske, men også den sydafrikanske.

Powered by Labrador CMS