Danielsen lover bedre tilgængelighed for personer med handicap

Både offentlige bygninger og servicekontrakter skal indrettes, så der bliver taget hensyn til for eksempel person i kørestol, lover naalakkersuisoq.

Offentliggjort

En konference om inklusion afholdt af Tillioq i november sidste år har givet naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S) noget at tænke over.

- Naalakkersuisut er klar over, at et stort antal offentlige bygninger - navnlig de lidt ældre bygninger - lader en del tilbage at ønske, hvad angår tilgængeligheden, skriver han i et åbent brev til handicaptalsmanden.

- Aktuelt er departementet for boliger og infrastruktur ved at Iægge sidste hånd på et udkast til et nyt bygningsreglement. Under indtryk af konferencens anbefalinger arbejdes der konkret på at indføre et krav om, at bygningsreglementets bestemmelser om tilgængelighed skal iagttages ved ombygning i eksisterende bebyggelse.

Handicaptalsmanden har tidligere peget på, at der også er problemer når det gælder adgangen til lufthavne.

- I forbindelse med de kommende servicekontrakter vil tilgængeligheden for handicappede blive drøftet med udgangspunkt i konferencens anbefalinger, lover Karl Frederik Danielsen (S).

Powered by Labrador CMS