Corona sendte Katuaq i underskud
Det har kostet Katuaq i Nuuk dyrt med en coronapandemi og restriktioner, der har påvirket aktiviteterne i det kulturelle samlingspunkt i hovedstaden.
Katuaq fonden har netop fremlagt regnskab for 2020 og den viser et omsætningsfald på cirka 10 mio. kr. i forhold til året før, fremgår det af en pressemeddelelse.
Årsresultatet landede på et minus på 2,3 mio. kr., hvilket er ”stort og mærkbart, men acceptabelt omstændighederne taget i betragtning”, som det bliver udtrykt i meddelelsen.
Mange aflysninger
Ledelsen påpeger, at det har været økonomisk svært at lave arrangementer, aktiviteter og konferencer med en begrænsning på 100 gæster, og 2020-sæsonen har også budt på mange aflysninger og ændringer.
- 2020 har været et tungt år, men vi ser med håb frem til et meget lysere år i år (2021). Vi har lært meget af 2020, og en af de ting vi har lært og set er, hvor vigtigt det er at værne om vores kulturelle rigdom, og at kulturen skal prioriteres, også i krisetider, sagde Katuaqs forkvinde, Anna Heilmann, ved Katuaqs årsmøde.
Fonden modtager driftstilskud fra såvel hovedstadskommunen og Selvstyret, men genererer normalt selv omkring 70 til 75 procent af omsætningen.