Corona: Så er der pressemøde

Naalakkersuisut holder pressemøde om coronasituationen i dag klokken 11.00.

Offentliggjort

Der er fundet endnu en smittet med coronavirus i Nuuk torsdag. Vedkommende er ankommet til landet for seks uger siden, og derfor frygter landslæge Henrik L. Hansen, at der er fri smittespredning i Nuuk. Det er ikke sket før.

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, Naalakkersuisoq for sundhed, Kiista Fencker og læge ved landslægeembedet, Paneeraq Noahsen holder pressemøde om coronasituationen klokken 11.00.

Der er i forbindelse med de nye smittede pålagt forbud om at holde arrangementer, hvor borgere fra andre kommuner planlægger at deltage i Nuuk foreløbig de næste 30 dage.

Indtil videre er der tre smittede i Nuuk. Alle tre er medarbejdere i den samme erhvervsvirksomhed men har ikke været i kontakt med hinanden efter ankomst og de to første er blevet testet positive ved retest efter fem dage. Op mod 80 borgere, som har været i kontakt med den tredje smittede er sat i karantæne og skal i dag testes.

Lukker Nuuk?

Sermitsiaq.AG deltager selvfølgelig ved pressemødet.

Blandt andet ønsker Mediehuset at vide, om der indføres strengere restriktioner i hovedstaden. Et af de større spørgsmål er, om indrejse til Nuuk og bygderne igen lukkes, som tilfældet var marts sidste år, og om antal passagerer fra Danmark igen drosles ned.

Landslægeembedet har i en pressemeddelelse sen torsdag aften mindet borgerne om at overholde de gældende retningslinjer for at undgå smittespredning.

Disse er:

  • Hold afstand og undgå fysisk kontakt.
  • Husk at holde god håndhygiejne.
  • Bliv hjemme, hvis du har symptomer og kontakt straks det lokale sundhedsvæsen med henblik på at blive testet.
Powered by Labrador CMS