Annonce
Chefredaktøren anbefaler: Siumuts kongerige uden en kronprins
Syv Siumut-politikere spillede højt spil, da de udfordrede Kielsen. Muntre sjæle har døbt dem »De syv små dværge«. Hvad er deres plan nu?
Når Kim Kielsen bliver presset, finder han krigsretorikken frem:
Annonce
- Jeg står med en dunk benzin i den ene hånd og en tændstik i den anden, skal han angiveligt have sagt – i overført betydning – under et gruppemøde i Siumut for nogle år siden, hvor han var sur over et eller andet.
Han faldt ned igen, den verbale bombe detonerede ikke yderligere, men han fik demonstreret sin indædthed.
De syv oprørere i Siumut, der har ytret ønske om hans afgang som formand for Siumut og Naalakkersuisut, må formodes at have gjort sig klart, at de er oppe imod en mand, der ikke har for vane at ligge sig fladt ned. Kielsen har temperament. Og han husker som en elefant.
Spørgsmålet er derfor, om de syv på forhånd har sonderet terrænet og sikret sig opbakning i partiets bagland. Svaret vil blive indkredset i løbet af denne uge, når Siumuts lokalforeninger i breve til partisekretariatet meddeler deres syn på formandens egnethed.
Skulle det i den proces vise sig, at »De syv små dværge« (som de er døbt i visse kredse), ikke får medvind fra partifællerne, og der var tale om en lidt impulsagtig reaktion, ja, så risikerer de at komme til at stå temmelig afklædte tilbage.
Barsk modstander
Comeback-Kielsen har tidligere bevist, at han forstår at samle folk bag sig i tilspidsede situationer. Når han begynder at ringe rundt, klapper folk på skuldrene og gør brug af sit joviale snakketøj, er han en mand, der er svær at slå.
Da han blev partiformand i efteråret 2014 (efter Aleqa Hammonds exit), gjorde Siumut-stifteren Lars-Emil Johansen et behjertet forsøg på at overhale ham indenom. Det mislykkedes. Kielsen fik 46 stemmer, Lars-Emil 18.
Samtidig var der et par hedsporer, der følte sig fristet til at prøve lykken – Dorte J. Jensen og Nick Nielsen.
De blev ikke belønnet for deres ungdommelige mod, men måtte nøjes med hver to stemmer; hvilket måske er en lektie at huske på for den ligeledes lidt grønne politiker Erik Jensen, der fra en udsat position – som medlem af Naalakkersuisut – har valgt at tilslutte sig de seks utilfredse gruppemedlemmer i Inatsisartut.
Overmodet fik i øvrigt også greb i Vittus Qujaukitsoq, da han forrige sommer valgte at stille op mod Kielsen. Han måtte nøjes med 19 stemmer, mens Kielsen løb med de 48, altså cifre, der i forbavsende grad minder om de stemmetal, som blev afgivet i 2014. Det indikerer, at Kielsen har en nogenlunde fast base af tilhængere i partiet. Den er massiv.
Hermann: Jeg er ikke kandidat
Personopgør er historisk set ikke ukendte i Siumut. Lars-Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt tog deres kampe. Tilbage i foråret 1987 var Jonathan rejst til Sydgrønland for at deltage i en konfirmation, mens der blev konspireret mod ham i Nuuk. Hovedbestyrelsen var hasteindkaldt med ét punkt på dagsordenen – en anden skulle være kalif i stedet for kaliffen.
Da Jonathan fik nys om planerne, rejste han retur til Nuuk og tog teten. Hen over de næste dage lykkedes det ham at vende stemningen og forblive på posten. Nogle måneder senere var det imidlertid slut for denne gang. På et landsmøde i Qaqortoq vandt Lars-Emil Johansen over Jonathan og kunne sætte sig i spidsen for partiet, dog med den magtdeling, at Jonathan fortsatte som landsstyreformand.
Forskellen på dengang og nu er navnlig én ting: Da Jonathan blev udfordret, var der en meget stærk kronprins i partiet. Lars-Emil Johansen mestrede det taktiske spil. Sådan er det ikke med den aktuelle situation. Der er ingen formandskandidat, som toner frem som det indlysende valg. Ingen klar nummer 2.
AG har spurgt den tidligere Siumut-borgmester Hermann Berthelsen, om han forestiller sig selv som kølerfigur for et revitaliseret Siumut:
- Overhovedet ikke, svarer Hermann Berthelsen, som er en af de syv Siumut-medlemmer, der har stillet spørgsmålstegn ved Kim Kielsens ledelse af partiet.
- Så du går ikke efter formandsposten?
- Nej, betoner Hermann Berthelsen, som ingen yderligere kommentarer har til sagen.
- Men har offentligheden ikke krav på, at I stiller jer frem og forklarer jer mere grundigt, når I er ude med så opsigtsvækkende en melding?
- Vi har valgt en talsmand i gruppen, som udtaler sig på alles vegne. Derfor har jeg ikke mere at sige. Det bliver noget rod, hvis alle skal udtale sig, svarer han.
Gruppens medlem af Naalakkersuisut, Erik Jensen, er mere tøvende i sit svar til AG.
- Om jeg er blevet opfordret til at melde sig som formandskandidat? Det kan jeg ikke svare på. Vi må tage det til sin tid. Den tid, den sorg, siger han.
- Som formand for Naalakkersuisut er Kielsen din chef og arbejdsgiver. På den baggrund virker det specielt, at du er med i det her. Hvad har du egentlig tænkt dig?
- Ja, det er selvfølgelig en speciel situation. Men du må jo spørge Kielsen, hvad han har tænkt sig at gøre. Jeg har ingen andre kommentarer, desværre, svarer Erik Jensen.
Kim Kielsen har over for Sermitsiaq bedyret, at han ikke pønser på at straffe Erik Jensen eller andre for at sætte sig op mod ham. Men Jensen skal nok ikke føle sig alt for sikker i sadlen. Kielsen kan være ret kontant, og fløjlshandsken hurtigt kan blive afløst af en jernnæve; det viste han eksempelvis i forhold til Nick Nielsen (som blev »hjemtaget« fra Folketinget) og Aleqa Hammond (der blev ekskluderet).
Regionalpolitik
AG erfarer, at oprørsgruppen hen over en periode har forsøgt at komme ud med deres kritik i egne rækker. Først bad de om et internt hovedbestyrelsesmøde, siden bad de via partisekretariatet at få videreformidlet deres Kielsen-skepsis til partiafdelingerne. Angiveligt så de til sidst ikke anden udvej end at gå direkte til pressen.
I deres pressemeddelelse udtaler de utilfredshed med en række konkrete sager, heri blandt uenighed om kvotetildelinger. Lufthavnene siger de til gengæld ikke meget om, men det forekommer indlysende, at balladen også – som ganske meget indenrigspolitik – handler om regionale interesser.
Erik Jensen og Hermann Berthelsen har deres base i Sisimiut og de er under pres fra deres bagland, som er frustreret over, at det bliver Nuuk og Ilulissat, der løber med infrastruktur-milliarderne, mens Kangerlussuaq står med Sorteper.
Midt i balladen har Kim Kielsen meddelt, at han ikke vil gå efter en ny formandsperiode, når den nuværende udløber. Den udmelding er ingen sensation for de indviede. Kielsen har længe udtrykt en manglende lyst til at fortsætte på posten. Om han til gengæld forbliver Naalakkersuisut-formand perioden ud er et åbent spørgsmål. Men det kan blive løsningen, at han vælger »Jonathan-modellen« fra 1987, hvor partiformandsposten gik til Lars-Emil og Jonathan forblev som regeringsleder.
Det kan også vise sig, at han fortryder sin aktuelle udmelding, afgivet i en lidt presset situation, og alligevel stiller op »efter utallige opfordringer«. I politik er ingenting afgjort, før det hele er slut. Som de siger på engelsk: It is not over until the fat lady sings!
Køb avisen AG her: