Chefredaktøren anbefaler: Nye russiske krav udfordrer den ny koalition

Tillad mig to spørgsmål til den nye koalition — både til de politisk ansvarlige i Naalakkersuisut og de, der snart sætter sig tilrette i Inatsisartuts Sikkerheds- og Udenrigspolitiske Udvalg. Begge spørgsmål følger den seneste udvikling i Det Arktiske Ocean.

Her kommer det første: Hvad vil Grønland svare, hvis Vladimir Putins regering i Moskva om kort tid tilbyder forhandlinger om grænserne ved Nordpolen?

Nye russiske krav

Som vi fortalte i Sermitsiaq i sidste uge (nr. 16 den 23. april), udvidede Rusland midt under valgkampen i Grønland sine krav til havbunden i Det Arktiske Ocean fra Nordpolen hele vejen ned til Grønlands 200-sømilegrænse.

Rusland har nu krævet omkring 70 procent af al havbund i Det Arktiske Ocean, som ikke i forvejen tilhører nogen.

Næste skridt kan udmærket blive, at Moskva vil foreslå, at forhandlingerne om den endelige grænsedragning på havbunden nu kan begynde. I så fald bliver Grønland straks inddraget.

Grønland og Danmark har sammen stillet krav til FN om et enormt område af havbunden hele vejen til Ruslands havgrænse. Dét krav overlapper nu med det samlede russiske krav med intet mindre end 800.000 kvadratkilometer.

Ruslands minister for miljø og naturressourcer Sergei Donskoy foreslog allerede i 2016, at forhandlingerne med Canada, Danmark og Grønland skulle indledes, og det lå i luften, at præsident Putin var indforstået.

Den danske regering afviste tanken, blandt andet fordi Canadas krav endnu ikke var kendt, men den begrundelse er ikke længere relevant. Canadas krav til havbunden blev afleveret til FN i 2019.

Jonathan Motzfeldts arv

Formelt er det intet i vejen for, at de tre nationer straks sætter sig til forhandlingsbordet.

Jonathan Motzfeldt var stærkt optaget af at sikre Grønlands interesser: Det var ham, der sammen med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i år 2000 indledte den fælles indsats for at vinde retten til så meget som muligt af havbunden nord for Grønland.

Jonathan Motzfeldt fik Danmark til at betale for ekspeditioner med isbrydere og forskere, selvom det i sidste ende er Grønland, der vil høste gevinsten af de ressourcer, der måtte dukke op af havbunden.

Ifølge Selvstyreloven tilhører rigdommene i den grønlandske undergrund som bekendt det grønlandske folk, og det gælder også i havene.

Nu er spørgsmålet: Vil det være i Grønlands interesse at få sagen afklaret så hurtigt som muligt? Var det måske ligefrem en ide, at Grønland prøver at sætte gang i forhandlingerne? Eller er det bedre at afvente de lange undersøgelser i FN, før forhandlingerne med Rusland? Og er København og det nye Naalakkersuisut egentlig enige om kursen?

Arktisk Kommando

Det nemme svar er selvfølgelig at overlade ansvaret til Mette Frederiksens regering i København, men det passer dårligt med den ny koalitions udtalte ønsker om større indflydelse på Grønlands egne affærer.

Potentielt er der ganske meget på spil for Grønland. Fiskene i vandsøjlen er ikke på spil i denne sag, men grænsedragningen på havbunden nord for Grønland handler om de kommende generationers adgang til olie, gas, mineraler, enzymer og måske endnu ukendte rigdomme på havbunden.

Det handler også om Grønlands aktuelle sikkerhed og freden i Arktis. Om Grønlands og Danmarks forhold til Rusland i en tid, hvor ingen ønsker at tirre regimet i Moskva mere end højst nødvendigt. Grænsedragningen i Det Arktiske Ocean handler om troen på Ruslands fredelige hensigter, om hvilken udrustning Arktisk Kommando skal have, og mulighederne for den demilitarisering af Grønland, den nye koalition efterlyser.

Fredning

Spørgsmål to: Bør havet ved selve Nordpolen fredes?

Det foreslog IA’s første formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist — i øvrigt til stor irritation for den daværende regering i København.

Kuupik Kleist mente allerede, før han blev formand, at en del af havet rundt om selve Nordpolen bør fredes, fordi Nordpolen har kulturel og historisk værdi for hele menneskeheden.

“Den måtte også gerne være fredet for visse former for militære aktiviteter og olieefterforskning. Nordpolen er jo stort set verdens sidste ubesatte sted,” sagde han, da jeg interviewede ham i 2010, og han fastholdt synspunktet senere.

Det var ualmindeligt selvstændigt og uafhængigt synspunkt. Grønlands politiske leder markerede et globalt orienteret, uselvisk synspunkt om et helt centralt, arktisk fænomen, som den britiske forsker Michael Bravo fra Scott Polar Institute først i 2019 støbte en færdig grund under med sin vigtige bog: “North Pole - Nature & Culture”.

Michael Bravo gjorde det betagende klart, hvorfor det er relevant at spørge, om ikke Nordpolen fortjener respekt og beskyttelse, fordi den på så markant vis har bidraget til den civilisatoriske og intellektuel ballast, vi har brug for i en tid med klimakriser og andre globale udfordringer. Fredning af Nordpolens kulturelle egenart kunne måske også tjene som fælles udtryk for ønsket om fred i Arktis, nu hvor stormagternes rivalisering truer regionen.

Nordpolen har, skriver Bravo, “forandret vores forståelse af den planet, vi lever på, og vores kamp for at forstå, hvem vi er. Rumligt, når man står på Nordpolen, peger alle veje mod syd. I tidens forstand er Nordpolen tidløs, og den har stadig ingen længdegrad eller tidszone. Det er intet tilfælde: Nordpolen kan forstås som tidens begyndelse, fordi alle længdegraderne, som definerer tidszonerne, passerer gennem Nordpolen. Kejsere og filosoffer har gennem århundrederne forstået Nordpolens særlige betydning som et punkt, der definerer den globale tid, uden selv at være underlagt den.”

Kuupik Kleist har, så vidt jeg ved, aldrig opgivet sit synspunkt. Da den danske regering reagerede arrigt, understregede han, at det var et personligt synspunkt; ikke selve Naalakkersuisuts synspunkt, men formandens ønske om en fredning i havet rundt om selve Nordpolen kunne ingen være i tvivl om.

Ruslands nye krav til havbunden i Det Arktiske Ocean har gjort spørgsmålet om fredning endnu mere aktuelt.

Spørgsmålet er, om det nye IA-styre vil være lige så ambitiøst på vegne af Nordpolens og dens plads i den kulturelle verdensarv, som Kuupik Kleist. Både Rusland, Canada, og Mette Frederiksens regering vil i givet fald givetvis hurtigt spørge, og hvordan koalitionen tænker at administrere sin ambition.

Skal fredningen være en del af forhandlingerne med Rusland om grænserne på bunden? Måske ligefrem det første punkt på dagsordenen? Måske er det en sag, hvor der hurtigt kan opnås enighed? Ved vi overhovedet, hvad Rusland for alvor mener om Nordpolen?

I maj overtager Rusland formandskabet i Arktisk Råd efter Island. Det vil ske ved et møde i Reykjavik, hvor Pele Broberg, den nye Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender formentlig vil møde Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov.

I Rusland cirkulerer desuden lige nu et forslag om et Arktisk Råds-møde på selve Nordpolen under Ruslands formandskab. Broberg får derfor muligvis ganske snart brug for at drøfte både det ene og det andet med Lavrov; verden venter ikke på, at nye politikere varmer op.

God arbejdslyst til de nyvalgte.

Det er ikke småting, de skal løfte.

Køb avisen Sermitsiaq her:

Sermitsiaq Uge 17 2021

Klik her for at læse