Bygdedrab: Alle er i familie
Repræsentanter fra det officielle Grønland overvejer at besøge Nutaarmiut, oplyser borgmesteren i Qaasuitsup Kommunia

Borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Jess Svane, har brugt det seneste døgn på blandt andet at koordinere indsatsen i forbindelse med tragedien i bygden Nutaarmiut.
Han er dybt påvirket af sagen.
- Alle vores tanker går til beboerne i bygden. Her har tragedien ramt utroligt hårdt. Der bor kun lidt over 40 i Nutaarmiut, og næsten alle er i en eller anden forstand i familie med hinanden. I de omkringliggende bygder er der også mange familiemedlemmer, så sagen har ramt hele området, siger han.
- Hvordan vil du beskrive det, der er sket?
- Jeg mangler ord for det. Det er meget sjældent, at der sker tragedier i det omfang. Derfor er det også vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe, svarer Jess Svane.
Ifølge borgmesteren vil det de kommende dage blive besluttet, om der skal sendes repræsentanter for det officielle Grønland til bygden. For at udtrykke medfølelse og vise, at hele det grønlandske folk sørger over tragedien.
- Der har været tæt kontakt mellem mig, Anthon Frederiksen (naalakkersuisut for Indenrigsanliggender, red.) og Kuupik Kleist, oplyser Jess Svane.
- I bygden er der ikke en kommunefoged – kunne det have ændret noget?
- Det er et meget politisk ladet spørgsmål, og tiden er ikke inde til at diskutere det nu. Men selvfølgelig kan der blive ting, vi er nødt til at tale om fremadrettet i forhold til beredskabet, svarer Jess Svane.
- Har du hørt noget om, hvad der kan ligge bag tragedien?
- Nej, det ved jeg ikke noget om. Efterforskningen tager politiet sig af.
Her til formiddag blev der offentliggjort et kondolencebrev på Qaasuitsups hjemmeside. Det er underskrevet af Jess Svane og Kuupik Kleist. I brevet udtrykker de to deres inderligste medfølelse med bygde-beboerne.
- Vi er dybt berørte over den tragedie, der har ramt bygden og de omkringliggende bygder. Vi sender vores medfølelse til de forladte, pårørende og bygdefæller. Vi har jer i vores tanker, og jeg håber, at I vil finde styrke i den svære tid. Både kommunen og naalakkersuisut er parate til at yde hjælp, og ud over det allerede igangsatte, er vi også parate til at give, hvad vi har, skriver Jess Svane og Kuupik Kleist i den direkte henvendelse til bygden.
Videre skriver de:
- Vi er blevet informeret om, at sundhedspersonalet står klar til at modtage borgerne i Nutaarmiut, som har behov for samtaler om den tragiske begivenhed. Ligeledes er vi informeret om, at kateketen i Tasiusaq, præsten i Upernavik og socialforvaltningen i Qaasuitsup Kommunia kommer til Nutaarmiut ved den første lejlighed. De vil yde deres hjælp under den tragiske begivenhed.
Qaasuitsup Kommunia angiver to telefonnumre, som borgerne kan ringe til: 59 74 35 og 58 56 93.