Brandmand sendt hjem på grund af manglende vaccine
Viceberedskabschefen i Kommuneqarfik Sermersooq har sendt en brandmand på tvungen orlov, fordi han ikke vil vaccineres. Kommunen understreger, at det aldrig har været politik at fyre folk på grund af manglende vaccination.
En misforståelse mellem beredskabet og Kommuneqarfik Sermersooq har ført til, at en brandmand er blevet sendt på ufrivillig orlov, fordi han ikke ønsker at blive vaccineret.
Beredskabet har i slutningen af januar udsendt brev til medarbejderne, om at der er indført vaccinekrav for alle brandmænd og har altså sendt en medarbejder på ufrivillig orlov i samme ombæring.
Henvendelsen fra viceberedskabschefen til den pågældnede brandmand kommer kort efter, at den pågældende brandmand har været smittet med covid-19 og dermed har 12 ugers immunitet, men det har viceberedskabschefen ikke ønsket at forholde sig til.
Fejl fra kommunens side
Kommunen påtager sig i et svar til Sermitsiaq.AG ansvaret for sagen, som de mener er opstået på baggrund af fejlkommunikation.
- Tilbage i juli sidste år, da Delta-varianten kom til Grønland traf kommunen en beslutning om at forlange, at personer der varetog kritiske funktioner, som for eksempel brandfolk skulle være vaccinerede, oplyser direktør for Anlæg og Miljø, Hans Ulrik Skifte.
Allerede dengang blev den pågældende brandmand bedt om at få vaccination, hvilket han oplyste til chefen, at han ikke ønskede. Siden da er brandmanden blevet uddannet holdleder og underviser kollegaerne i beredskabet.
Kommunen tager skraldet
Viceberedskabschef i Kommuneqarfik Sermersooq, Jens Mikkelsen har udover at sende brandmanden på orlov ”Uden løn til 16. maj” gjort det klart, at brandmanden ikke skal forvente at få sin plads i beredskabet tilbage.
- Vi vælger også i beredskabet at ansætte flere brandfolk for at opretholde vores normering for brandfolk oppe, og derfor vil der muligvis ikke være plads til at komme tilbage i beredskabet til ovennævnte dato for XX, står der brev om tvungen orlov, som brandmanden dog har nægtet at underskrive.
Hvorfor den pågældende brandmands immunitetspas ikke tæller, kan Sermitsiaq.AG ikke få svar på, da viceberedskabschefer ikke ønsker at udtale sig om sagen, men i stedet henviser til kommunen.
Direktør for Anlæg og Miljø, Hans Ulrik Skifte understreger, at det aldrig har været Kommuneqarfik Sermersooqs politik, at afskedige medarbejdere på baggrund af deres vaccinationsstatus, og at der er sket flere fejl dette forløb.
- Jeg vil nu tage kontakt til medarbejderen og give vedkommende en personlig undskyldning for forløbet. Skrivelsen til de ansatte i brandvæsenet vil naturligvis også blive trukket tilbage.