Borgmester om piteraq: Borgere har mistet deres levebrød

Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester håber, der kommer økonomisk hjælp fra naalakkersuisut til Tasiilaq efter weekendens piteraq. Hun opfordrer berørte borgere til at mødes og tale om de voldsomme oplevelser.

Flere borgere har fået store skader på deres huse, og mange har mistet deres både i Tasiilaq efter weekendens pitaraq, fortæller borgmester Avaaraq Olsen.
Offentliggjort

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Avaaraq Olsen er lettet over, at ingen mennesker kom til skade under weekendens piteraq i Tasiilaq.

- Katastrofer som denne kan dog have andre følgeskader end de materielle. Jeg hørte fra mange borgere, der har været bange under denne piteraq, og ikke føler sig trygge. Det gør et stort indtryk på mig, oplyser borgmester Avaaraq Olsen i en pressemeddelelse.

Mandag aften er der arrangeret et fællesmøde for borgere i Tasiilaq, som er berørt af weekendens piteraq.

Stor indsats af medarbejdere

- Jeg vil rigtig gerne opfordre alle, der har behov for det, til at komme til forsamlingshuset. Jeg vil også gerne sige tak til alle de borgere, der har hjulpet hinanden og de kommunalt ansatte, der har gjort en kæmpe indsats under og efter stormen, udtaler Avaaraq Olsen.

Ud over fællesmødet, så arbejder kommunens folk i byen fortsat med at gøre status på de mange skader, som stormen bragte med sig. Medarbejderne er også begyndt på midlertidige reparationer mange steder i byen.

- Borgere har fået store skader på deres huse, og mange har mistet deres både. Deres indtægtskilde og levebrød, fortæller borgmesteren.

Opfordrer naalakkersuisut til økonomisk hjælp

Hun oplyser, at Røde Kors har tilbudt 100.000 kroner til hjælpeindsatser.

- Jeg vurderer, at det er en naturkatastrofe af en sådan størrelse, at jeg anmoder Naalakkersuisut om at aktivere midler i finansloven til katastrofer, så de direkte berørte kan få hjælp.

Flere partier heriblandt de to partier i naalakkersuisut, Siumut og IA, har allerede søndag meldt ud, at de ønsker at benytte penge fra finansloven til at hjælpe de berørte borgere.

Mødet i forsamlingshuset foregår mandag klokken 19.00. Her vil borgere i Tasiilaq have muligheden for i fællesskab at bearbejde begivenhederne, men også høre mere om den generelle status efter stormen, og hvad hjælp kommunen stiller til rådighed.

Powered by Labrador CMS