Beslutning om Kangerlussuaqs fremtid forsinkes

Først i slutningen af året ventes en analyse af den civile og militære beflyvning at være færdig, hvorefter arbejdet med at træffe en beslutning kan gå videre.

Offentliggjort

En afklaring af fremtiden for lufthavnen i Kangerlussuaq har været efterlyst i årevis, fordi lufthavnen er helt afgørende for beskæftigelsen i bygden.

Et nyt svar fra naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen viser, at virksomheder, indbyggere og kommune må væbne sig med tålmodighed i en rum tid endnu.

I svaret skriver naalakkersuisoq, at et analysearbejde af henholdsvis den civile og den militære beflyvning af lufthavnen forventes færdig "senest ultimo 2024." Det bliver den militære beflyvning, der er "dimensionerende" for den civile beflyvning.

Ifølge en rammeaftale med den danske regering skulle analysearbejdet ellers fremlægges i marts - altså om en måned, så der kunne indgås konkrete aftaler om lufthavnens fortsættelse.

Hvilke fly kan lande?

Men først når analysen foreligger vil der være et grundlag for at arbejdet med at træffe en beslutning kan fortsætte:

- Departementet for Boliger og Infrastruktur er fortsat i gang med dialogen med relevante danske myndigheder. Når analysen foreligger, vil der være et beslutningsgrundlag for det videre arbejde, lyder det fra naalakkersuisoq.

Det er inatsisartutmedlem Siverth K. Heilmann, der har stillet spørgsmål til sagen, hvor han blandt andet gerne vil vide om turistfly inkl. atlantfly, stadigvæk vil kunne lette og lande i Kangerlussuaq i 2025 samt i fremtiden.

Men naalakkersuisoq henviser altså til det ufuldstændige analysearbejde.

Powered by Labrador CMS