Beredskab: Efterslæb på uddannelse og udstyr i bygder

Flere steder i landet mangler beredskabet en grunduddannelse, mens der er udfordringer med at have nok udstyr i nogle bygder. Vi arbejder for at have bedst muligt beredskab, lyder det.

Der er et mindre efterslæb på uddannelsen af beredskabet i kommuner. Kurser gennemføres hen over sommeren.
Offentliggjort

Avannaata Kommunia har igangsat en tilsynsrejse for at danne sig et overblik om beredskabet i alle bosteder i kommunen.

Beredskabschef Isak Pjettursson oplyser, at flere mindre steder allerede er blevet besøgt, og at de nordligste byer og bygder også får besøg i løbet af sommeren.

- Vi har allerede et overblik over, at udstyret skal opdateres flere steder. Vi har for eksempel sendt vandpumper til flere forskellige steder, så områderne kan have velfungerende udstyr, oplyser beredskabschef i Avannaata Kommunia Isak Pjettursson.

Dødsbrand

I Avannaata Kommunia har der været brand i Ukkusissat, Qaanaaq og Nutaarmiut de seneste par år, som også har kostet menneskeliv. På den baggrund er udstyr og status på beredskabet kommet i fokus i kommunen.

Beredskabschefen oplyser, at kommunen følger godt med i minimumsnormeringer for beredskabet.

Avannaata Kommunia har godkendt et forslag om at etablere beredskabsskure for to bygder, mens beredskabet for resten af byer og bygder skal undersøges denne sommer.

Uddannelse er en udfordring

Hos Kommuneqarfik Sermersooq ligger mandskabet stabilt, mens beredskabschefen vurderer, at det kan være svært at følge med omkring uddannelse mandskabet.

- Vi er meget bundet af, at vi kan få folk på kursus. Det skal passe ind i deres hverdag, hvilket kan være en udfordring, da det primært er fangere i bygderne, forklarer beredskabschef i Kommuneqarfik Sermersooq Jes Damgaard Andersen.

Beredskabschefen i Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at det drejer sig om et mindre efterslæb på kurser, som har været hindret under covid-19-pandemien og at der allerede er igangsat kursusforløb for mandskabet. Kurser er afholdt i Nuuk, mens næste tur går til Tasiilaq til august.

Beredskabschef i Avannaata Kommunia, Isak Pjettursson oplyser, at der har været et kursus i Ilulissat, og at Uummannaq og Upernavik stadig mangler, men at kommunen arbejder på at gennemføre uddannelserne for beredskabet.

Powered by Labrador CMS