Misbrug:

Behandlere får lang uddannelse

Randi Vestergaard Evaldsen kan allerede nu få svar på det §37-spørgsmål, hun har stillet Naalakkersuisut.

(Modelfoto)
Offentliggjort

Bare rolig, lyder det fra Videnscenter for Misbrug og Tidlig Indsats, misbrugsnøglepersoner skal ikke behandle misbrugere.

Det er Demokraternes formand Randi Vestergaard Evaldsen, der er bekymret for kvaliteten af den behandling, som misbrugere får, og hun har derfor spurgt Naalakkersuisut, om politikerne finder det betryggende, at misbrugere bliver behandlet på baggrund af et kort kursus af to ugers varighed.

- Det er en misforståelse, udtaler lægefaglig chefkonsulent Birgit Niclasen fra Allorfik - Videnscenter for Misbrug og Tidlig Indsats til Sermitsiaq.AG.

Læs også: Kursus om misbrug er ikke nok

Det er korrekt, at misbrugsnøglepersoner får et kursus på to uger, men de får ikke ansvar for selve behandlingen.

- MNP uddannelsen er en uddannelse til personer ansat på private og offentlige arbejdspladser, som skal være med til at forebygge misbrug og motivere til behandling, som en del af deres arbejde med klienter eller på deres arbejdsplads. De arbejder således under ansvar af arbejdspladsens egen ledelse og efter dennes anvisninger, påpeger Birgit Niclasen.

Behandlere får anden uddannelse
Misbrugsnøglepersoner skal altså hjælpe med forebyggelse ved fx at støtte misbrugere til at gå i behandling, mens det er andre, der får ansvar for den egentlige behandling.

Læs også: Lugter din kollega af sprut?

- Misbrugsbehandlere skal behandle misbrugere og skal selvfølgelig være uddannet til dette. Den nuværende misbrugsbehandleruddannelse, der foregår ved PI er en tilrettet udgave af Sundhedsstyrelsens uddannelse for alkoholbehandlere. Den bygger ovenpå en bacheloruddannelse indenfor et relevant område, fx pædagog, lærer, sygeplejerske eller socialrådgiver, fastslår Birgit Niclasen fra Videnscenter for Misbrug.

Det første hold af misbrugsbehandlere blev færdige her i december måned 2016 og skal nu i gang med deres virke.

Powered by Labrador CMS