Ballade om politiets nye både
Politiets nye fartøjer er for skrøbelige og uegnede til sejlads i hård frost, mener Aki-Matilda Høegh Dam. Politiet oplyser, at der skal rettes nogle fejl sammen med leverandøren.
Politiets nye glasfiberbåde duer ikke, mener Aki-Matilda Høegh-Dam (S), som nu har rejst spørgsmålet i Folketingets Grønlandsudvalg.
I tre skarpt formulerede spørgsmål beder det grønlandske folketingsmedlem justitsminister Nick Hækkerup om en redegørelse. Det skriver avisen Sermitsiaq.
I spørgsmålene oplyser Aki-Matilda Høegh-Dam blandt andet, at hun har erfaret, at flere af bådene har haft alvorlige problemer med at kunne operere i arktiske farvande. Heriblandt, at motorerne på en af bådene, Ilik, får motorstop i -10 grader, og at bådens spanter allerede har fået revner.
Folketingsmedlemmet oplyser desuden "at politibådene er så skrøbelige, at de for hver 220 timers sejlads skal i land og have skiftet gearolie. 220 timer, som svarer til en gang om måneden".
Endelig sætter Aki-Matilda Høegh-Dam spørgsmålstegn ved det forsvarlige i brugen af bådenes gummibåde i isfyldt farvand.
Kontaktet af borger
Aki-Matilda Høegh-Dam vil ikke oplyse, hvor hun har oplysningerne fra.
– Jeg er blevet kontaktet af borger, som har fortalt mig det. Jeg stoler på oplysningerne, siger blandt andet Siumut-politikeren til Sermitsiaq.
Læs hele artiklen i ugens Sermitsiaq, som du kan downloade og købe herunder: