Ballade i Qeqertalik: Siumut forlanger afstemning om Ane Hansen
Siumutgruppen i kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik vil afsætte borgmester Ane Hansen. Ifølge Siumutgruppen respekterer borgmesteren ikke udvalgene og deres formænd. 1. viceborgmester siger, at der fortsat er opbakning til borgmesteren.
Der er opstået konflikt i kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik.
Siumuts medlemmer beskylder borgmester Ane Hansen (IA) for at have begået pligtforsømmelser, og på et kommende kommunalbestyrelsesmøde foreslår Siumut-gruppen, at der skal stemmes om Ane Hansens fremtid som borgmester.
"Siumutgruppen ønsker ved skrivelse af 2. juni 2022 at afsætte borgmesteren på baggrund af grove og gentagne pligtforsømmelser," står der i dagsordenen for mødet 31. august.
Siumutgruppens ordfører i Qeqertalik, Aqqa Samuelsen, siger, at borgmesteren ikke respekterer udvalgene:
- Skader demokratiet
- Udvalgsformændenes spørgsmål bliver ikke besvaret, og beslutninger i udvalgene bliver heller ikke fulgt. Vi mener derfor, at der ikke er respekt for udvalgene og heller ikke for disses formænd.
- Vi mener, at sådanne forhold skader demokratiet, da langt de fleste spørgsmål og forespørgsler om orientering ikke engang bliver reageret på, siger Aqqa Samuelsen.
IA sidder på et flertal i kommunalbestyrelsen med ni ud af 15 medlemmer. Med hensyn til svar på kritikken henviser borgmester Ane Hansen til 1. viceborgmester Frantz Lundblad.
Han siger, at der stadig er tillid til borgmesteren:
- Vi stoler på vores borgmester. Og det skal igen understreges, at samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer valgte Ane Hansen som borgmester, da forliget blev indgået efter den seneste kommunalvalg. Det er ærgerligt, at vi er nået til det punkt, at et parti ikke længere mener det, de mente dengang, siger 1. viceborgmesteren.
Den udtalelse bakker IA's gruppeformand, Marianne S. Larsen op om.
Skal undgå dobbelt arbejde
Frantz Lundblad kommer dog Siumut i møde på den vis, at han fortæller, at der netop har været møde med samtlige partigruppeformænd, hvor alle er enige om, at henvendelser fra folkevalgte og svar til dem bør forbedres.
- De folkevalgte bør være bedre til selv at undersøge sagerne, før de sender flere spørgsmål til forvaltningerne. På den måde kan vi undgå, at der sker dobbeltarbejde i administrationen, siger Frantz Lundblad (IA), 1. viceborgmester i Qeqertalik.
Ifølge Frantz Lundblad har embedsværket i Kommune Qeqertalik besvaret i alt 25 henvendelser fra politikerne i juli. Ud af de 25 er ni emner allerede behandlet og besvaret i enten udvalgene eller kommunalbestyrelsen, hvor svaret er tilgængelig i mødereferaterne.
- Vi skal blive bedre til at stille konkrete spørgsmål. Og embedsværket skal også blive bedre til at vende hurtigt tilbage med svar. Forudsætningen er, at de folkevalgte også gør deres til, for at finde svarene selv, siger Frantz Lundblad.
Flere muligheder stillet op af forvaltningen
Ud fra dagsordenen ser det netop ud til, at der bliver tale om en ren politisk vurdering, da forvaltningen fremlægger to muligheder for kommunalbestyrelsen:
- Afstemning baseret på grov og gentagen pligtforsømmelse
- Ingen afstemning baseret på manglende grundlag på grund af manglende konkrete og dokumenterbare påstande
Hvis kommunalbestyrelsen vælger ikke at stemme om afsættelse af borgmesteren vil alt køre videre i status qou ifølge forvaltningen. Hvis der stemmes bør der som det mindste forhandles et nyt forlig, da Siumut er med i det nuværende forlig, der gælder frem til næste kommunalvalg i 2025.
Frantz Lundblad vil ikke kommentere på, hvorvidt IA vil fortsætte samarbejdet med IA men understreger, at hvis Siumut ønsker at forlade samarbejdet så er det på eget ansvar.
Skulle et flertal af kommunalbestyrelsen stemme for, at Ane Hansen skal afsættes, så skal Tilsynsrådets administration behandle afstemningen. Hvis den stadfæstes skal der en ny borgmester til. Hvis ikke Tilsynsrådets administration stadfæster resultatet udformes der et nyt forlig uden Siumut og Ane Hansen fortsætter som borgmester.
Det er tidligere blevet slået fast, at det ifølge lovgivningen er meget svært at tvinge en borgmester fra posten.