Bådtyv meldte sig selv - mindre SAR-operation gennemført
En person ringede selv til politiet søndag aften og meldte sig selv. Vedkommende havde taget af sted i en jolle, og havde mistet orienteringen til søs.
Foto: Oscar Scott Carl
Søndag aften kl. 18.36 anmeldte en person en båd for stjålet til politiet i Uummannaq. Bådejeren kunne oplyse, at båden ikke var på sin plads.
Umiddelbart efter, ringede en person til vagtcentralen og meldte sig selv til politiet, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Aputsiaq Hansen.
- Vedkommende havde mistet orienteringen til søs, og kunne ikke finde tilbage. Der blev iværksat en mindre eftersøgning til søs. Men med god kommunikation blev vedkommende lokaliseret kort tid efter, fortæller Aputsiaq Hansen.
Han oplyser, at politiet i Uummannaq efterforsker sagen.
Opfordring til bilister
Søndag morgen kl. 10.00 har politiet stoppet en bilist i Nuuk.
- Bilisten blev stoppet, og det blev konstateret at vedkommende var påvirket af alkohol, siger Aputsiaq Hansen.
En blodprøve er taget.
Det er ikke lovligt at køre bil, når man er påvirket af alkohol og har en promille på 0,5. Politiet har noteret sig at der er flere sager om spirituskørsel og kommer med en kraftig opfordring:
- Det er et krav, at man ikke kører bil, når man er påvirket af alkohol. Personer må tænke sig en ekstra gang, før de sætter sig bag rattet. Det er ikke kun dem selv, de udsætter sig for fare, hvis de vælger at køre alkoholpåvirket, siger vagtchefen.