Atlantfly aflyst: Aviser forsinket
Hverken Sermitsiaq, AG eller Nuuk Ugeavis udkommer som planlagt før påske.
Forsinkelsen på aviserne skyldes varsling om dårligt vejr i Nuuk. Det har fået Air Greenland til at aflyse atlantflyveren i morgen, tirsdag. I stedet flyves der først fredag.
- Med risiko for stormvarsel i Nuuk, er atlantprogrammet 30. marts udsat til den 2. april. Det er desværre ikke muligt at gennemføre atlantprogrammet tidligere grundet kapacitetsmangel på indenrigs, lyder det fra Air Greenland.
Det har tilsyneladende ikke været muligt at rykke atlantflyvningen til onsdag, hvor vejret ifølge DMI ellers skulle blive godt.
Aflysningen må siges at komme på et udsædvanligt uheldigt tidspunkt op til helligdagene. Ikke kun for passagerne, men også for fragtgodset, der ankommer højhellige Langfredag, hvor det kan blive sin sag at få det håndteret.
- Vi arbejder på at tilføje mandskab til bemanding af fragtterminalerne i Nuuk og Ilulissat med henblik på udlevering af post og fragt om fredagen, meddeleler Air Greenland.