Atassut vil have nye kommunegrænser
Atassut vil have indflydelsen placeret mere lokalt, så de politikere, der bestemmer ikke sidder tusindevis af kilometer væk fra, hvor tingene sker.
Atassut mener, det er på tide at revurdere den kommunalreform, der blev gennemført for ti år siden.
- Der er nu gået 10 år, siden kommunalreformen blev gennemført. Tiden synes at være moden til at have en drøftelse af reformens konsekvenser og om, hvorvidt den valgte model for kommunesammenlægningerne passer ind på et så udstrakt land som Grønland, skriver partiet i et oplæg til en forespørgselsdebat, de har sat på dagsordenen til denne forårssamling.
- Er det på tide at se på, om Nuuk skal være en kommune for sig selv? Lyder et spørgsmål i partiets begrundelse for den ønskede debat.
Giv østkysten en stemme
Atassut mener, at en revurdering af kommuneordningen, kan fremme befolkningens livsstil, give øget viden om forskellige steder, samt få demokratiet frem igen.
-Hvis man kigger mod Østgrønland, kan man ikke undgå at undre sig over, at der er 1500 km. mellem Paamiut og Scoresbysund. For at vores medmennesker i Østgrønland får en tydeligere stemme, og dermed mere medbestemmelse, må vi studere flere muligheder, skriver Atassut i oplægget til debatten.
Oprør flere steder
Formand for Atassut, Aqqalu Jerimiassen, skriver også, at velfærd og medansvar er begyndt at forsvinde markant.
-Jeg, som er fra Ilulissat, kan selv konstatere, hvor meget vejnettet er forfaldet efter daværende Qaasuitsup Kommunia blev etableret. Kommunen tager ikke længere hensyn til pensionister og førtidspensionister. På den anden side er Ilulissat begyndt, at blive vraget af de andre syv byer, hvor man føler, at der kun er fokus på at én by udvikles. Det medfører, at de andre byer reagerer oprørsk, og det med god grund, skriver han.