Arktisk science camp - Unge fra rigsfællesskabet mødes i Grønland
Gymnasieelever fra hele rigsfællesskabet vil blive samlet i Qeqertarsuaq for at øge deres interesse for naturen og dele kultur.
I alt 24 unge fra Grønland, Færøerne og Danmark deltager i ASIMI Science Camp, der afholdes på Arktisk Station i Qeqertarsuaq.Foto: Lars Demant Poort.
Masauna PearyMasaunaPearyTusagassiortoq
Offentliggjort
Gymnasieelever fra Grønland, Danmark og Færøerne samles i juli i Qeqertarsuaq til en to uger lang science camp. Formålet er at styrke deres interesse for naturvidenskab og samtidig give dem mulighed for at lære hinandens kulturer bedre at kende.
ASIMI Science Camp samler 24 gymnasieelever – otte fra hvert af de tre lande i rigsfællesskabet. Eleverne ledsages af naturfagslærere, oplyser medarrangør fra Ilisimatusarfik, Lars Demant Poort, i en pressemeddelelse.
Skal lære om naturen
Formålet med campen er at øge de unges interesse for naturvidenskab, bæredygtighed og de udfordringer, som Arktis står overfor.
Undervisningen foregår både i naturen og i undervisningslokaler. Deltagerne skal blandt andet undersøge hvaler, gletsjere, planter og landbrug, oplyser Lars Demant Poort.
Annonce
Undervejs får de også mulighed for at møde forskere fra blandt andet Pinngortitaleriffik, Københavns Universitet og internationale forskningsmiljøer.
Naturvidenskab og kultur
Programmet handler ikke kun om naturvidenskab. Deltagerne skal også dele deres kultur med hinanden gennem fælles madlavning, hvor de tilbereder traditionelle retter fra Grønland, Danmark og Færøerne. De skal desuden smage lokale specialiteter som tørret kød, hval og spæk samt præsentere nationale traditioner og folkedanse.
ASIMI Science Camp bliver blandt andet afholdt på Arktisk Station, som mange i Qeqertarsuaq kalder Angakkussarfik.Foto: Sermitsiaq
ASIMI Science Camp afholdes på Arktisk Station i Qeqertarsuaq, som drives af Københavns Universitet. Ifølge arrangørerne er stationens faciliteter særligt velegnede til at kombinere forskning, undervisning og kulturel udveksling.
Målet er at styrke de unges interesse for naturvidenskab og inspirere dem til fremtidige uddannelses- og karrierevalg. Samtidig skal campen bidrage til en større forståelse for samarbejdet mellem de tre lande i rigsfællesskabet, afslutter Lars Demant Poort.