Årets grønlandske frimærke 2010

Dronning Margrethe pryder årets frimærke 2010. Frimærket udkom den 16. april 2010, da Hendes Majestæt Dronningen fyldte 70 år

Vinderfrimærket i Tele-Posts konkurrence om "Årets grønlandske frimærke 2010" blev dette smukke offsetfrimærke G446 med motiv af dronning Margrethe i nationaldragt og med Nuuks vartegn Sermitsiaq i baggrunden. Foto: Tele-Post
Offentliggjort

Vinderfrimærket i Tele-Posts konkurrence om ”Årets grønlandske frimærke 2010” blev det smukke offsetfrimærke G446 med motiv af dronning Margrethe i nationaldragt og med Nuuks vartegn Sermitsiaq i baggrunden.

Det skriver Tele-Post i en pressemeddelelse.

Frimærket udkom den 16. april 2010, da Hendes Majestæt Dronningen fyldte 70 år. Fotoforlægget er af hoffotograf Steen Brogaard, mens grafiker Dorit Olsen har stået for typografien.

Nummer to i konkurrencen blev frimærke G436 med en isbjørn tegnet af Maria Panínguak’ Kjærulff, mens Martin Mörcks frimærke G453 med motiv af skibene "Isabella" og "Alexander" blev nummer tre.

Blandt alle de modtagne stemmer trak Tele-Post i marts lod om konkurrencens hovedpræmie på 10.000 kroner. Vinderen blev Jean Claude Drouhin fra Soissons i Frankrig.

Udover hovedpræmien blev der trukket lod om 10 præmier i form af Tele-Post årsmappe 2010, hvori alle 20 frimærker udgivet sidste år er indsat. Årsmapperne er fremsendt til vinderne og deres navne kan læses på www.stamps.gl.

Valget af "Årets grønlandske frimærke 2011" skydes i gang til november.

Powered by Labrador CMS