Arctic Hub ser behov for overblik over forskning
Der er et stort behov for at skabe et overblik over de mange forskningsprojekter der udføres og gennemføres i Grønland. En forskningsportal er et godt sted at starte, mener sekretariatsleder.
Der forskes i Grønland og i Arktis som aldrig før. Det er en tese, som Arctic Hub tidligere har givet udtryk for. Og de mange forskere, både lokale og internationale, gør det udfordrene at skabe et overblik over omfanget.
Derfor er en forskningsportal, som Naalakkersuisut har medtaget i deres nationale forskningsstrategi et godt sted at starte, mener sekretariatsleder i Arctic Hub, Anna-Sofie Skjervedal.
- Vi kan godt genkende behovet for et bedre overblik over den forskning, der foregår i og omkring Grønland. I Arctic Hub oplever vi at interessen for forskning i Grønland er stor, eksempelvis gennem henvendelser fra internationale forskere rundt om i verden, siger Anna-Sofie Skjervedal til Sermitsiaq.AG og fortsætter:
- Men det er svært at få det fulde overblik over, hvem der forsker hvor og i hvad. For at understøtte Grønlands store forskningspotentiale vil et bedre overblik være et godt sted at starte, siger hun.
Forskning skal gøres jordnær
Naalakkersuisuts ambitioner med forskningsstrategien er at gøre forskningsresultater lettilgængelige for alle i Grønland. Det skal gøres ved at oprette en forskningsportal, der skal indeholde titel, emne, deltagere, status og geografisk placering samt oplysninger om, hvor man kan finde flere oplysninger om forskningen.
- Portalen skal således alene indeholde en overordnet beskrivelse af forskningsprojekterne i Grønland. De detaljerede forskningsdata skal ikke være gemt på selve forskningsportalen, men de skal kunne findes via den. Ved blot at henvise til placeringen af data undgås unødig brug af ressourcer på indsamling, tilpasning og kvalitetssikring af store mængder data, lyder det i strategien.
Det glæder Arctic Hub sig over, da de arbejder med at gøre forskningsresultater mere synlige og arbejder for at skabe broer mellem samfundet og forskerne.
Kræver benarbejde
Naalakkersuisuts nye nationale forskningsstrategi skal gælde frem til 2030 og indeholder fire overordnede mål, hvori man blandt andet ønsker at gøre forskningsresultater mere tilgængelig og at forskning skal understøtte en bæredygtig samfundspolitik.
Men for at nå alle målene de næste otte år, kræver et stort arbejde fra alle sider, mener sekretariatslederen i Arctic Hub.
- Det er helt sikkert nogle ambitiøse, men også højtaktuelle mål, der er sat. Skal der handling bare orden kræver det en masse benarbejde og at man finder midlerne til at finansiere de mange gode tiltag. Derudover kræver det, at alle forskningsaktører finder et fælles fodfæste og arbejder sammen om at trække i den samme retning, siger Anna-Sofie Skjervedal.
Fælles mål, der nu er nedskrevet i en strategi er med til at hjælpe, at forskere nu kan arbejde i samme retning, mener sekretariatsleder i Arctic Hub.