Anna Wangenheim, D: Efterlyser en klar boligpolitik
- Vi skal sørge for, at alle mennesker skal kunne forsyne sig selv med en bolig og et trygt hjem, siger Anna Wangenheim, D.
Medlem af Inatsisartut Anna Wangenheim fra Demokraatit har i et paragraf 37 spørgsmål efterlyst oplysninger om indholdet i den kommende reform for personaleboliger. Svaret viser, at der ikke er nogen politiske mål eller politisk retning på boligområdet, kun henvisninger til problemerne på området.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
- Naalakkersuisut løfter ikke sløret for, hvad der er deres boligpolitik, ej heller er det tydeligt i forhold til tiltag på overenskomstområdet. Derfor tolker jeg svarene som bolde, der kastes op i luften til fri politisk debat og med en række nye spørgsmål, siger Anna Wangenheim til Sermitsiaq, der har spurgt, om hun er tilfreds med svarene fra Naalakkersuisut, som er formuleret af naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA).
Anna Wangenheim mener, at svarene giver anledning til yderligere debat og nødvendige politiske reformer.
- Der er ingen partier, der endnu har meldt sig på banen med et realistisk bud på en konkret boligreform, som rent faktisk skaber tiltrængt luft for behovet for egen boligforsyning, letter presset på boligmanglen og renoveringsefterslæbet, og ikke mindst skaber et nyt incitament til rekruttering af nye, motiverede og hengivne medarbejdere, blandt andet i vores offentlige organisationer og virksomheder, siger Anna Wangenheim til Sermitsiaq.
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: