Ankesag om grov vold: Kvinde vil frifindes
Landsretten tager denne uge stilling til om en kvinde skal frifindes for grov vold mod sin tidligere samlever. Hun blev af kredsretten idømt et halvt års anstaltsanbringelse.
Grønlands Landsret har afsat to dage denne uge for at behandle en ankesag om grov vold.
Det skriver avisen AG.
Tiltalte, en 34-årig kvinde fra Sydgrønland, blev af Kujalleq Kredsret i november dømt skyldig i at have udøvet grov vold mod sin mand, idet hun havde opfordret fire unge mænd til at opsøge ham og tæske ham. Foranstaltningen for kvinden var seks måneders anbringelse i anstalten for domfældte, besluttede kredsretten.
Kvinden ankede dommen, som bevisanke, hvorfor landsretten skal vurdere, om der er tilstrækkeligt med beviser til, at den 34-årige kan kendes skyldig i anklagen. Sagen er berammet til at vare to dage fordi der skal være tid til forklaringer fra fem personer, herunder fire vidner foruden tiltalte selv.
Som AG beskrev i en retsreportage fra kredsretten november sidste år, blev de fire unge mænd alle dømt skyldige i manddrab. De blev samtidig idømt fire til syv års anstaltsanbringelse for at have opsøgt kvindens mand, udøvet vold mod ham og derefter have båret ham ud og efterladt ham på adressen Tukingasoq i Nanortalik.
Under proceduren i kredsretten fremhævede kvindens forsvarer, advokat Lars-Christian Sinkbæk, at det efter hans opfattelse ikke var bevist, at hans klient havde opfordret til vold mod den forurettede.
Du kan læse mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: