Alt er til debat - undtaget bundlinien

Forhandlingerne om finansloven for 2011 går ind i sin afgørende fase.

Palle Christiansen har sat kaffe over til ny runde finanslovsforhandlinger. Foto.?Leiff Josefsen.
Offentliggjort

Naalakkersuisuts (landsstyrets) medlem for finanser Palle Christiansen, Demokraterne, har sat kaffe over til anden runde af finanslovsforhandlingerne.

Palle Christiansen har tidligere sagt, at partier, der ønsker nye udgiftskrævende initiativer på finanslovens, i samme åndedrag skal pege på kompenserende spareforslag. Ellers vil drøftelserne kun vare en halv kop kaffes tid.

I onsdagens spørgetime i landstingssalen ville Demokraternes Anda Uldum vide, hvordan det går med kaffen og finanslovsforhandlingerne.

- Jo tak, jeg har haft besøg af alle partier, og der har været tid til at drikke en hel kop kaffe, siger Palle Christiansen.

Der er kommet en række nye forslag på bordet, og selv om ikke alle partier har peget på kompenserende spareforslag, vurderer han, at der er grundlag for endnu en forhandlingsrunde med alle partier.

Palle Christiansen er nu gået tilbage til koalitionen for at orientere om forhandlingsforløbet, så han kan danne sig et billede af, hvad der kan komme i mål, og hvor det ikke er muligt at skabe det brede forlig.

Finanslov i balance

- Alt er til debat, undtaget bundlinien, siger Palle Christiansen til sermitsiaq.ag.

Der er ikke flere likvide midler tilbage i landskassen, og derfor skal finansloven ende med et stort, rundt 0.

Naalakkersuisut fremsatte i august et finanslovsforslag for 2011 med et underskud på 212 millioner kroner. Landskassens udlån til især det grønlandske energiforsyningsselskab Nukissiorfiit er 213 millioner kroner, så forslaget fraregnet disse udlån ender med et overskud på en enkelt million kroner.

Palle Christiansen oplyste under spørgetimen, at forhandlingerne om at optage et udlandslån forløber tilfredsstillende:

- Det er billigere for landskassen at låne end for Nukissiorfiit, og rentebesparelsen kommer forbrugerne til gode.

Siumut og Atassut stemte sidste år imod koalitionens finanslov for 2010.

Powered by Labrador CMS