Alle vil bytte til grønlandsk

Nuummi Spejderit er populære på Spejdernes Lejr, for de har noget, alle gerne vil have.

De grønlandske spejdere brug sav og økse flittigt, når der skal laves brænde til lejrbål og madlavning.
Offentliggjort

34 spejdere fra Nuummi Spejderit deltager i øjeblikket på Spejdernes Lejr i Hedeland nær Roskilde. Lejren med 30.000 deltagere er enorm – 75 hektar svarende til 100 fodboldbaner, og der er næsten tre kilometer fra den ene ende til den anden. Så der bliver gået mange kilometer i løbet af en dag.

Selv om Nuummi Spejderits lejrplads ligger helt ude i den vestligste del af lejren, får de grønlandske spejdere dagen lang masser af besøg fra hele lejren. For de grønlandske spejdere har noget, som mange andre spejdere gerne vil have fat i.

34 spejdere fra Nuummi Spejderit deltager i øjeblikket på Spejdernes Lejr i Hedeland nær Roskilde. Lejren med 30.000 deltagere er enorm – 75 hektar svarende til 100 fodboldbaner, og der er næsten tre kilometer fra den ene ende til den anden. Så der bliver gået mange kilometer i løbet af en dag.

Selv om Nuummi Spejderits lejrplads ligger helt ude i den vestligste del af lejren, får de grønlandske spejdere dagen lang masser af besøg fra hele lejren. For de grønlandske spejdere har noget, som mange andre spejdere gerne vil have fat i.

Det er især de grønlandske duelighedstegn, kendemærker og spejdertørklæde, som andre spejdere gerne vil have fat i. Mange spejdere på store lejre med internationale deltagere holder af at swobbe, som det kaldes, når man bytter mærker – og ligesom, når man samler frimærker, er det de mindste lande, der mest populære.

- Vi har heldigvis været forberedt på situationen, forklarer gruppeleder Simon Borgert Olesen, der slev har været spejder i 30 år.

- Så vi har fået lavet ekstra mærker og også nogle souvenirs, som vi kan bruge. Desværre var mærkerne ikke ankommet de første par dage af lejren, der begyndte lørdag, så vi var nødt til at bede mange om at komme igen.

- Men det gør ikke noget. For samværet med spejdere fra andre lande er en del af oplevelsen og noget af det, som de unge mennesker tager med hjem som et minde, der varer resten af livet.

Unge leder unge

For det vigtigste ved at være spejder er ikke de ydre ting, der kan ses, men den menneskelige udvikling. Spejdere lærer at klare sig selv og samtidig samarbejde med andre. Det sker efter princippet ”unge leder unge”, som betyder, at børnene tidligt lærer at tage initiativ og ansvar. Det er ikke de voksne, der styrer spejderlivet.

Noget af det første, spejderne lærer allerede før skolealderen, er at bruge kniv og økse. Det får de brug for, fordi de selv laver mad over bål – også på en stor lejr. Så dagen lang er der gang i bålet – og duften af røg i tøjet er et minde, som alle tager med hjem fra en spejderlejr.

- Det er smadderfedt at hugge brænde. Vi har normalt ikke så meget træ hjemme i Nuuk, men her er der træ nok, så jeg bruger en masse tid med øksen – og jeg synes selv, at jeg er ret god til det, fortæller Emanuel, mens han svinger øksen.

Alle spejdere kan bruge en økse med stor virtuositet.

De 34 spejdere fra Nuummi Spejderit ankom til København torsdag i sidste uge. Så var der et par dages sightseeing i København, hvor de blandt andet så Christiansborg, Amalienborg og Rundetårn.

Lørdag tog de til Roskilde og lejren, hvor de skal være til søndag – og efter et par dages afslapning på vandrerhjem, går turen tilbage til Nuuk tirsdag.

Masser af aktiviteter

- De første to dage i lejren gik med at bygge lejrpladsen – og så går lejrens aktivitetsprogram i gang. Vi skal blandt andet skyde med bue og pil – og så skal vi på et opgaveløb i Roskilde domkirke, fortæller Simon Borgert Olesen.

- Der er planlagte aktiviteter hver formiddag og eftermiddag. Resten af tiden går med madlavning og ikke mindst hygge med spejderkammeraterne.

Nuummi Spejderit har allieret sig med en af Danmarks ældste spejdergrupper, Pionererne fra Skaarup på Sydfyn, som hjælper med telte og udstyr, så det tunge grej ikke er medbragt fra Grønland – og så deler de to grupper lejrplads på Spejdernes Lejr.

- Det fungerer godt. Spejderne lærer en masse af hinanden – og vi slipper for den dyre fragt af materialer, siger Simon Borgert Olesen.

- Det koster mange penge at sende 34 spejdere til Danmark, så det er fornuftigt, at vi samarbejder med de fynske spejdere.

Maden på Spejdernes Lejr er vegetarisk, så William og Oscar har travlt med at skære grøntsager i køkkenteltet.

Flere års forberedelser

Nuummi spejderit har forberedt turen gennem flere år og har både fået støtte fra en lang række virksomheder, Kommuneqarfik Sermersooq, Rigsombuddet, fonde – og så har de selv tjent en del penge ved blandt andet at sælge pølser ved store begivenheder i Nuuk.

- Nu er vi her så. Og det er en succes. Jeg hører allerede ungerne snakke om den næste lejr – Spejdernes Lejr i 2030 og ikke mindst verdensspejderjamboreen i 2031 i Silkeborg. Som spejdere er vi en del af en verdensomspændende bevægelse med 60 millioner spejdere, der deler de samme værdier om inklusion og friluftsliv, siger Simon Borgert Olesen.

- Det giver blod på tanden og lyst til at fortsætte, når man møder andre og ved, at der er mange flere venner derude i verden, vi endnu ikke har mødt.

For at det hele skal fungere under lejren, er spejderne fra Grønland og Fyn inddelt i syv grupper, så de daglige opgaver går på skift. Det drejer sig om at hente vand, lave brænde og bål, sortere og aflevere affald, lave mad, varme vand over bål til opvask og endelig holde opvask og rengøring på lejrpladsen. Den sidste gruppe har så fri den pågældende dag.

Vegetarmad

Spejdernes Lejr har i år et særligt fokus på klimaet – og det er derfor bestemt, at det daglige varme måltid skal være vegetarisk.

- Det var lidt af en udfordring. Vi snakkede meget om at tage mattak og tørfisk med, men det var der ikke plads til. Og vi er da overlevet indtil nu, fortæller William og Oscar, mens de er i gang med at skære grøntsager til søndagens karrygryde – vegetarisk og helt uden kød.

Livet som spejder byder på mange udfordringer – nu også vegetarmad – men Nuuk-spejderne tager det hele med et smil og kommer hjem til Grønland med helt nye erfaringer og troen på, at man som spejder kan klare det meste – og resten kan man hurtigt lære.

”En spejder kan dobbelt så meget, som han selv tror – og ti gange så meget som hans mor tror”, som spejderbevægelsens grundlægger Baden Powell formulerede det i England for over 100 år siden.

Lejrpladsens samlingspunkt er et stort telt med borde, som spejderne selv har lavet. Spejderlederne Marianne og Signe snyder sig lige til at tjekke nyhederne på Sermitsiaq.gl i en af pauserne.

Abonnement

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
KØB ABONNEMENT

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS