Alfred inviterede Frederik på fisketur

Grønlands første Sirius-mand var til reception på Dannebrog – og det var der en helt særlig grund til.

Alfred Olsen ombord på Arnaq efter den halvandet døgn lange sejltur fra Nibe.
Offentliggjort

Grønlands første Sirius-mand, Alfred Olsen, var den 25. august 2025 sammen med en flok festklædte og prominente nordjyder inviteret til reception på Kongeskibet Dannebrog i Skagen havn i forbindelse med kongeparrets besøg i landsdelen.

Der var en helt særlig grund til, at Alfred Olsen var inviteret med til den fornemme reception – og han ankom også til receptionen på en helt særlig måde. Det var der også en særlig grund til.

Alfred Olsen blev i sin tid uddannet som maskinarbejder på Hundested Motorfabrik. Det fik stor betydning, da han i 1970 ankom til Daneborg til to års tjeneste i Slædepatruljen.

Alfred Olsen og Ole Stephansen ombord på Arnaq, der stadig bærer hjemstedet Ella Ø på agterstavnen.

Det blev kun til en enkelt overnatning på Daneborg. Så blev han udkommanderet til at tage til Ella Ø, hvor slædepatruljen havde kutteren Arnaq liggende. Den kunne ikke sejle, fordi stemplerne var brændt – og med Alfreds særlige baggrund som maskinarbejder var han den helt rigtige mand til reparationsopgaven, mente stationslederen.

Så den første sommer i Nordøstgrønland blev tilbragt på Ella Ø sammen med en makker, hvor de arbejdede med forskellige vedligeholdelsesopgaver, men også nød den storslåede natur i midnatssolens skær. Reparationen af Arnaq var hurtigt overstået – og det blev også til en del depot-sejlture i den gamle nummerbåd, der i sin blev bygget på Rantzausminde Bådebyggeri og Aarefabrik ved Svendborg i 1967.

Arnaq gjorde tjeneste ved Sirius frem til 1992, hvorefter hun blev solgt. Arnaq endte i Danmark, hvor bådebygger Ole Stephansen fra Nørholm ved Aalborg overtog hende i 2021. Båden er i dag hjemmehørende i Nibe.

Kærlighed til nummerbåde

Ole Stephansen har en særlig kærlighed til nummerbåde og den karakteristiske tøf-tøf-lyd. Han er opvokset i Uummannaq og får våde øjne ved tanken om barndommens motorlyde ved havnen.

- Det var min livsdrøm, som gik i opfyldelse, da jeg købte Arnaq, fortæller han til Sermitsiaq.

Arnaq er i dag udstyret som i Sirius-tiden og er faktisk lidt af et sejlende museum, der fortæller om en tid, hvor glasfiber og aluminium endnu ikke var gangbar i Nordøstgrønland.

Den lille kun 7,5 meter lange båd blev også anledningen til, at Ole Stephansen kom i kontakt med Alfred Olsen, der i dag bor i Hals ved indsejlingen til Limfjorden.

De to har tilbragt mange timer sammen om bord på Arnaq – og da de to hørte, at Kong Frederik skulle til Nordjylland i forbindelse med Dannebrogs sommertogt, opstod en ide, for kongen er jo kendt for sit tætte forhold til Slædepatruljen Sirius.

Brev til kongehuset

- Vi skrev til Kongehuset og inviterede kongen på fisketur i Arnaq, fortæller Alfred Olsen.

- Kongehuset meddelte venligt, at det havde hans majestæt desværre ikke tid til i et presset program, men kong Frederik var så glad for det flotte tilbud, at der fulgte en invitation til reception ombord på Dannebrog.

Så fik Alfred Olsen og Ole Stephansen travlt. De skrev til havnemyndigheden i Skagen og bad om lov til, at Arnaq måtte fortøje ved siden af Dannebrog den 25. august, for det kunne da være et flot syn, mente de to.

Det kunne ikke helt lade sig gøre, men der blev bevilget en liggeplads på den modsatte side af honnørkajen i den store fiskerihavn.

Lang sejltur

Den 22. august stævnede Arnaq ud af Nibe havn bound for Skagen. Det blev en lang tur. For Arnaq går kun seks knob – og så er der altså lang vej ud gennem Limfjorden og op til Skagen. Turen tog halvandet døgn, hvor de sømænd skiftedes til at stå ved roret.

Det vakte betydelig opsigt, da Arnaq sejlede ind i havnen, tog en æresrunde ved kongeskibet og lagde til kaj. Der var mange mennesker på kajen for at se kongeparret, men de nød også at se den lille nummerbåd.

Ole Stephansen og Alfred Olsen lod sig ikke gå på af den megen virak. Så det blev til et par timers søvn i den lille kahyt under dækket, hvor der stadig hænger avisudklip og andre minder fra Sirius-tiden.

Efter et par times søvn blev det til et velfortjent bad – og så var der omklædning inden den store reception.

- Det var spændende at være med til – og både Kong Frederik og Dronning Mary tog sig tid til en lille snak. Specielt var Frederik interesseret i, hvordan turen var gået – og han var da også lidt ærgerlig over, at han ikke havde tid til fisketuren, fortæller Alfred Olsen.

Det var i øvrigt anden gang på godt en uge, at Alfred Olsen hilste på Kong Frederik. For kongen var også med, da forsvaret den 18. august fejrede Slædepatruljens 75-års fødselsdag.

Dengang blev det kun til et hurtigt håndtryk, men kongen blinkede venligt til Alfred Olsen og sagde med et stort smil over hele ansigtet:

- Vi ses jo igen på lørdag.

Powered by Labrador CMS