Aleqa: Korrekt at kritisere mig
Siumuts leder Aleqa Hammond forstår de seneste dages massive kritik. – Jeg skal være påpasselig, siger hun
Siumuts leder Aleqa er havnet i et politisk stormvejr, efter hun i weekenden langede ud af efter Kuupik Kleists og Ove Karl Berthelsens hustruer og fastslog, at de i kraft af deres engagement i selskabet Greengems burde være ’ellevilde’ ved udsigten til, at storskalaloven formentlig snart bliver vedtaget.
- Det er korrekt at kritisere mig og jeg skal arbejde korrekt og være påpasselig. Fejler jeg, så retter jeg op på det. Jeg tager ved lære af mine fejl og vil arbejde hårdt, skriver Aleqa Hammond på sin Facebook-profil.
Den erkendelse kommer efter, at landets tre Siumut-borgmestre tirsdag her på Sermitsiaq.AG gik i rette med hendes udtalelser om Greengems og storskalaloven.
- Da jeg så udmeldingen, tænkte jeg straks, at den ikke fremmer Siumut, og jeg mener, at Siumuts bestyrelsen bør drøfte problemet, da det ikke er første gang, sådan noget sker i partiet, lød det blandt andet fra borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Jess Svane.
Læs "Siumut-borgmestre: Det må ikke ske igen"
Læs "Jens B.: Aleqa, få styr på fakta og stop smædekampagnen"
Og udmeldingen fra Aleqa Hammond kommer også efter, at et foreløbigt afstemningsresultat her på Sermitsiaq.AG klokken klokken 13.40 viser, at totredjedel af vores læsere mener, at hendes udmeldinger skader det parti, Aleqa Hammond som partiformand burde styrke, nemlig Siumut.
Kun knap hver fjerde mener omvendt ikke, at Aleqa Hammonds udtalelser skader Siumut.
Ønsker ikke at svare på spørgsmål
Trods flere forespørgsler om interviews i de seneste dage har Aleqa Hammond ikke reageret på Sermitsiaq.AG's henvendelser. Vi ønsker blandt andet at vide, hvordan hun har det med, at landets Siumut-borgmestre siger, at der ikke er råd til endnu en bommert med personangreb i partiet.