Aleqa: Danske investeringer i lufthavne er baseret på ligeværdighed
Aleqa Hammond kalder aftalen om de danske investeringer for et 'positivt paradigmeskift'
Aleqa Hammond (NQ) mener at aftalen om de danske investeringer i de grønlandske lufthavne viser, hvordan samarbejdet mellem Grønland og Danmark bør være.
Det sagde hun under forhandlingerne om finansloven i Folketinget.
- I Inatsisartut behandlede vi i sidste måned de store investeringer i de nye lufthavne i Grønland – lufthavne, som skal sikre os en markant og bedre infrastruktur og skabe muligheder og vækst i vores erhvervsliv. Jeg ser denne aftale som en best practice i rigsfællesskabet, hvor vi sammen sætter rammerne for et erhvervssamarbejde mellem Grønland og Danmark – en aftale, der har været baseret på et ligeværdigt samarbejde mellem vores regering i Nuuk og den danske regering, sagde hun.
- Det er et positivt paradigmeskift i vores parlamentariske grønlandsarbejde i Folketinget, hvor vi sætter handling bag ordene, i forhold til hvordan Danmark bedst kan være med til at fremme udviklingen i Grønland inden for selvstyrets rammer.
Du kan se hele Aleqa Hammonds ordførertale ved at følge dette link.