Aki-Matilda tager orlov fra Folketinget
Siumuts folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam har valgt at tage orlov fra Folketinget i to uger fra den 22. september. Det betyder, at hun ikke kan være til stede under Folketingets åbning tirsdag 3. oktober. Suppleanten Markus E. Olsen står klar, bekræfter han.
Aki-Matilda Høegh-Dam skal på et 14 dages forløb i USA, som hun er blevet indstillet til af det amerikanske konsulat i Nuuk. Det fortæller hun til Sermitsiaq.AG.
- Jeg har valgt at tage orlov, så vi kan sikre, at der er deltagelse fra Siumut under Folketingets åbning, siger hun.
Det bliver Markus E. Olsen, der indkaldes som suppleant, og han bekræfter overfor redaktionen, at han takker ja til tjansen.
Inviteret af udenrigsministeriet
Programmet i USA er en del af Det Internationale Besøgslederskabsprogram (IVLP), som er et professionelt udvekslingsprogram arrangeret af det amerikanske udenrigsministerium.
Gennem korte besøg i USA får nuværende og kommende udenlandske ledere mulighed for at opleve landet på tæt hold og opbygge varige relationer med amerikanske kolleger, mens professionelle møder afspejler deltagernes interesser og støtter USA's udenrigspolitiske mål. De forskellige forløb har forskellige temaer som for eksempel uddannelse, kvinder indenfor forskning og teknologi, CSR, erhvervsudvikling og andet.
Grønlandsk deltagelse siden 2000
Forløbet som Aki-Matilda skal på går under titlen: Aktuelle amerikanske samfunds-, politiske og økonomiske emner for unge europæiske ledere.
Første gang forløbet havde en grønlandsk deltager var tilbage i 2000 hvor det var et medlem af Inatsisartut for Atassut der deltog. Sidenhen har både politiske rådgivere, medlemmer af inatsisartut, lærere og forpersoner for forskellige NGO’er været af sted.
Deltagelse i IVLP sker via nominering og udvælgelse foretaget af personalet på amerikanske ambassader rundt om i verden eller i dette tilfælde af det amerikanske kunsulat i Nuuk. Der kræves ingen separat ansøgning for at deltage i programmet.