Aki-Matilda: Helt afgørende at finde en løsning for betjentenes løn
For Siumuts folketingsmedlem har en forbedring af vilkårene for politi- og anstaltsbetjente absolut topprioritet under forhandlingerne om finansloven.
I dag har Siumuts folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam endnu engang været til forhandlinger om finansloven med finansminister Nicolai Wammen (Soc).
Og endnu engang har hun understreget, hvad der er hendes øverste prioritet.
- Det allervigtigste er at forbedre lønforholdende for politi- og anstaltsbetjente, siger hun til Sermitsiaq.AG.
- Hos begge grupper står vi med at akut problem. For anstaltsbetjentene betyder det, at der er et stort problem med at rekruttere nok af dem.
Som vi har fortalt tidligere, betyder det blandt andet, at der er stor mangel på personale på den nye anstalt i Nuuk.
- Hos politiet kan vi se, at lønforskellen i forhold til de danske betjente betyder, at det er svært at fastholde personalet, siger hun.
Aki-Matilda Høegh-Dam har som formand for grønlandsudvalget inviteret Fængselsforbundet, Politiforbundet samt Grønlands Politiforening til et udvalgsmøde, hvor de har fremlagt deres syn på de problemer, som lønforskellene skaber.
- Det er vigtigt for mig, at også de danske politikere forstår, hvor akut problemerne er og hvor påtrængende behovet for en løsning er.
Aki-Matilda Høegh-Dam er del af den socialdemokratiske gruppe i folketinget og deltager dermed også i gruppemøderne.
- Jeg benytter også de møder til at forklare, hvor alvorligt det her er. Her har jeg også mulighed for at sige det direkte til ministrene, siger hun.
- Jeg syntes, der er begyndt at komme en forståelse, men om det lykkedes at finde en løsning i denne omgang, det kan kun tiden og forhandlingerne vise.