Air Greenlands nye helikopter har fået sin ilddåb under stor øvelse
Air Greenland har indkøbt nye helikoptere, der skal bistå Arktisk Kommando under SAR-operationer. Helikopteren er blevet godkendt og har deltaget i en international øvelse omkring Nuuk og Sisimiut denne uge.
I denne uge afholder Arktisk Kommando sammen med USA´s Kystvagt, den franske flåde, Air Greenland og Grønlands Politi en kombineret fælles redningsøvelse med fokus på eftersøgnings- og redningsaktioner for luft- og maritime fartøjer.
Mandag og tirsdag har enhederne været i Sisimiut-området hvorefter de har taget turen sydpå mod Nuuk, hvor der er blevet trænet fra onsdag eftermiddag til og med lørdag.
Med i øvelsen er Air Greenlands nyindkøbte helikopter EC155, som efter planen skulle indgå i SAR-beredskabet fra på mandag 11. juli. Men den plan blev ændret da der blev brug for helikopteren til en såkaldt medevac - medical evacuation torsdag, hvor et lægehold skulle flyves til Kangerlussuaq og derefter med en anden helikopter til Thule.
Den lugter af ny bil
Når Air Greenlands helikoptere indsættes i SAR-operationer, er det Arktisk Kommando, der chartrer helikopteren til deres operationer.
Chefpilot hos Air Greenland for helikopterne EC225 og EC155, Gunner Hansen, fortæller, at de nye helikoptere, der skal bruges til SAR-operationerne for Arktisk Kommando er et ordentligt step op i forhold til de syv gamle B212 helikoptere, som er ved at blive udfaset.
- Den lugter af ny bil og den er meget hurtigere end de ganle, er dommen fra chefpiloten.
Men der er faktisk andre betydelige forbedringer i de nye helikoptere, som også betyder noget for piloterne, fortæller Gunner Hansen.
- Den er meget støjsvag og passagervenlig med meget mere komfort. Piloterne har fået en lækker arbejdsplads med noget af den nyeste teknologi på markedet, som betyder at helikopteren næsten kan flyve selv bortset fra under start og landing.
Blev godkendt til SAR i sidste uge
I og med at arbejdsbyrden er reduceret betragteligt, kan den nye type helikopter også flyves af en enkelt pilot hele året rundt, hvorimod man på B212 har fløjet med to piloter i årets mørke måneder.
Helikopteren var sidste uge til den sidste ”eksamen” for at blive godkendt til at indgå som redningshelikopter under SAR-operationer.
- Det er forsvaret, der godkender den i de tre kategorier responstid, redning og søgning over landområde og redning og søgning over søområde. Godkendelsen betød så, at vi kunne få den nye helikopter med til øvelsen denne uge.
Ugens øvelse kaldes ARGUS er planlagt til at blive gentaget årligt, som den har været siden 2018. Det er lidt forskelligt fra gang til gang, hvilke lande der prioriterer at deltage.
Målet med øvelsen er at indsamle viden, udvikle og styrke det tværnationale samarbejde og demonstrere evnen til at udføre kombinerede fælles katastrofehjælp og eftersøgnings- og redningsoperationer i Arktis.
I morgen lørdag rundes ugens aktiviteter af med at besætningerne mødes til at evaluering af øvelsen. Se flere billeder fre øvelsen i toppen af artiklen.