Flytrafik
Air Greenland ramt af forsinkelser
Tåge i Narsarsuaq driller flytrafikken. Læs Air Greenlands ændrede program, som det så ud tirsdag middag
Air Greenlands flyvning med Jettime fra København til Narsarsuaq måtte tirsdag formiddag flyve til Kangerlussuaq på grund af tåge i Narsarsuaq.
Det berører passagererne mellem Sydgrønland og Danmark. Vejrudsigten for Narsarsuaq er ikke lovende for trafikken tirsdag, så Jettime-flyet flyver direkte fra Kangerlussuaq til København, oplyser Air Greenland.
16 passagerer fra Paamiut til København flyves tirsdag til Kangerlussuaq, så de kommer frem i dag ad den vej.
76 passagerer fra resten af Sydgrønland når ikke frem til Danmark i dag tirsdag. Afhængig af vejrsituationen kan nogle af disse komme med til Danmark i morgen onsdag via Kangerlussuaq, hvis det er muligt for Air Greenland at sende et Dash 8-fly ned efter dem.
Nogle til Nuuk i første omgang
De resterende passagerer søger vi at få med maskinen fra Narsarsuaq til København på torsdag.
118 passagerer, der fløj med flyet fra København til Sydgrønland tirsdag, vil blive fløjet sydover i dag eller onsdag, afhængig af vejrsituationen.
- Nogle af disse kan forvente at blive fløjet til Nuuk i første omgang. Passagererne, der skulle til Paamiut fra Danmark i dag tirsdag, forventes også at nå frem via Nuuk, lyder meldingen fra Air Greenland.