Aggressiv Obama gjorde comeback i tv-duel

Mange iagttagere venter valgthriller efter den anden tv-transmitterede debat mellem Obama og Romney

En mere aggressiv præsident Barack Obama gjorde comeback i den anden af tre tv-transmitterede debatter med rivalen Mitt Romney i den afgørende fase af USA's præsidentvalgkamp. Foto: AP Photo/Carolyn Kaster
Offentliggjort

En mere aggressiv præsident Barack Obama gjorde comeback i den anden af tre tv-transmitterede debatter med rivalen Mitt Romney i den afgørende fase af USA's præsidentvalgkamp.

Sådan lyder den udbredte vurdering fra valganalytikere og meningsmålinger efter onsdagens tv-duel.

Debatten, som fandt sted i den uge, mange eksperter anser for at være den vigtigste i valgopgøret, var blevet ventet med bekymring i den demokratiske lejr, da præsident Obama virkede mat og uoverbevisende på langt de fleste vælgere i det første direkte møde med Romney.

Læs også "Her er forskellen på Obama og Romney"

Men med kniven på struben leverede Obama og fik indhentet tabt terræn. Målinger fra en række store meningsmålingsinstitutter viser, at de fleste mener, at Obama havde overtaget.

Men det er samtidig en udbredt opfattelse, at Romney ikke gjorde nogen dårlig figur, og der er derfor øget spænding om resten af valgkampen frem til den 6. november.

Ifølge en måling foretaget af CNN blandt registrerede vælgere umiddelbart efter debatten fandt 46 procent, at Obama klarede sig bedst, mens 36 procent anså Romney for at være sejrherre.

Hos CBS, der foretog en måling blandt vælgere, som endnu ikke har besluttet, hvad de vil stemme, var resultatet også en sejr til præsidenten: 37 procent anså Obama som vinder, mens 30 procent holdt på Romney. 33 procent fandt, at det var dødt løb.

Præsidenten langede under opgøret ud efter Romneys såkaldte 'fem-punkts-plan', der skal øge beskæftigelsen.

- Guvernør Romney siger, han har en fem-punkts-plan. Han har ikke en fem-punkts-plan. Han har en et-punkts-plan: At folk i toppen af samfundet får særbehandling, sagde Obama.

Romney lagde i sine svar hovedvægt på at styrke økonomien og nedbringe statsgælden.

- 23 millioner amerikanere kæmper for at finde et job. Der er færre personer i arbejde nu, end da Obama tiltrådte, sagde Romney.

Så du tv-duellen? Hvem synes du, der vandt?

Powered by Labrador CMS