AG mener: Et forgyldt bur

I en tid, hvor vi værdsætter demokratiet, er det et paradoks, at vi fortsat hylder et levn fra det undertrykkende enevælde, der i århundreder terroriserede riget: Det danske kongehus. Fredag fylder Dronning Margrethe 70 år. Alle mediesejl er sat til for at dække begivenheden, som var kongehuset en nærværende del af vores almindelige og moderne liv. Den pengefattige og licensbetalte institution, Danmarks Radio, har eksempelvist planlagt mere end 12 timers direkte tv fra dagens festligheder. En royal overdosis, som forstærkes af den store skare af underdanige journalister, som med lav og andægtig stemme- eller penneføring guider seere og læsere gennem kongehusets højtideligheder.

Kun de færreste medier stiller kritiske spørgsmålstegn ved kongehusets eksistensberettigelse. En familie, der årligt modtager en apanage på 95 skattefri millioner kroner, og som formentlig aldrig har købt ind i et supermarked eller kender til at mangle penge sidst på måneden. Dertil kommer et trecifret, skatteyderbetalt millionbeløb til vedligeholdelse af adskillige slotte, bemanding af et kongeskib, flyrejser etc. Man kunne nok mene, at de penge kunne gøre bedre gavn andre steder. Alligevel viser alle undersøgelser, at de fleste borgere i riget accepterer dette enorme pengeforbrug. Kongehuset forstår da også at sælge sig selv. De fremmaner billedet af at fremstå som en samlende kraft i en opsplittet og for mange uoverskuelig verden, hvor gamle værdier konstant står for fald.

Når man nu engang skal have et kongehus, må man medgive, at regent- og tronarvingeparret har været gode ambassadører for Grønland, som altid omtales i positive vendinger. Alt sammen understreget af deres flittige Grønlandsbesøg, mens rigets andet selvstyreområde, Færøerne, kun synes at blive besøgt nødtvunget. Det giver derfor en vis mening, at en række partiledere i dagens avis vælter lovord ud over de royale overhoveder og ikke mindst rigets 70-årige fødselar. Selv om man ved, at det er sundhedsskadeligt at ryge, så kan det jo være svært at kvitte røgen.

Men ret beset er den kongelige institution selvsagt i dyb modstrid med et moderne demokrati, hvor kongstanken er at alle skal være lige og have lige muligheder. Kongehuset er således også i strid modvind med ånden i FN’s Menneskerettighedskonvention. Nok fører kongehuset et liv på førsteklasse, men de er tvunget til at leve et forudbestemt liv, som de ikke selv har bestemt. Slave af deres skæbne. Selv hvis de meldte sig ud af den kongelige familie og frasagde sig alle gratis privilegier til fordel for et borgerligt liv, ville de stadig være i offentlighedens søgelys. Også en frafalden royal ville resten af livet være en lækkerbisken for pressen. De kongelige er med andre ord dømt til et offentligt liv - om de vil eller ej. I hvert fald så længe de bor inden for rigets grænser. Så ganske vist kipper mange med flaget, når dronningen fredag runder de 70 år. Men hvad er det egentlig vi dybest set hylder?