Aftale om stenbiderrogn er på plads

Fiskerne kan nu begynde at indhandle stenbiderrogn. KNAPK og Royal Greenland har underskrevet den længe ventet aftale om kilopris, der ligger på 22 kroner plus en krone i bonus.

KNAPK og Royal Greenland har indgået en aftale efter flere ugers uenighed. Aftalen lander på 22 kroner plus 1 krone i bonus.
Offentliggjort

Fiskerne fra Sydgrønland til Sisimiut-området kan fra i dag begynde at indhandle stenbiderrogn. KNAPK og Royal Greenland har i går aftes underskrevet den længe ventet aftale.

Det skriver KNAPK på sin Facebookside.

Fiskeriet har været udskudt, fordi KNAPK mente, at 22 kroner i kilopris var for lidt. Derfor startede organisationen demonstrationer over hele landet for at vise sin utilfredshed.

Royal Greenland mente derimod, at KNAPK ikke fulgte forhandlingsreglerne, og at prisen skal sættes ud fra efterspørgsel på verdensmarkedet.

Departementet for Fiskeri og Fangst meddeler, at fiskeriet efter stenbider i dag åbnes i alle forvaltningsområder, bortset fra 1Ba og 1A. Her er datoerne ikke på plads endnu.

Der kan fiskes stenbider i 60 sammenhængende fiskedage fra startdato eller indtil kvoten er opfisket.

Powered by Labrador CMS