Afklaring om Kangerlussuaq kan tage mere end et år
Der kan gå mere end et år, før det står klart, hvem der skal betale for hvad i forbindelse med renoveringen og driften af Kangerlussuaq
Det danske forsvarsministerium vil bidrage til renoveringen og den fortsatte drift af lufthavnen i Kangerlussuaq. Det er der en fælles forståelse af. Forsvarsminister Trine Bramsen (Soc) har i den forbindelse udtalt:
- Kangerlussuaq Lufthavn er vigtig for Forsvarets fly, og vejrforholdene skaber de bedste forudsætninger for, at vi kan overvåge, lave suverænitetshævdelse og eftersøgnings- og redningstjeneste. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge økonomien nærmere. Forsvaret er sit kommende ansvar bevidst og er klar over, at der vil være udgifter forbundet hermed, herunder til renovering og videreførelse af landingsbanen.
Det er således den fælles arbejdsgruppe, der skal afklare, hvordan udgifterne helt præcis skal fordeles. Her kommer det helt givet til at spille ind i hvilket omfang Kangerlussuaq fremover skal benyttes til civil trafik.
Der er også spørgsmålet om renoveringen af bygdens varmecentral, som endnu er uafklaret.
Og inden arbejdsgruppen er færdig, kan det godt tage tid, fremgår det af et skriftligt svar fra naalakkersuisoq Karl Frederik Danielsen (S) til et spørgsmål fra Hans Enoksen (PN) under en spørgetime.
- Der er en fælles forståelse mellem Naalakkersuisut og forsvarsministeren omkring Forsvarets kommende ansvar for lufthavnen. Der er en del detaljer, der skal på plads og aftales, hvilket forventes at tage et år eller længere, hedder det svaret.
Karl Frederik Danielsen (S) fastslår samtidigt endnu engang, at der – modsat hans tidligere udtalelse – ikke er indgået nogen aftaler ud over principaftalen mellem Naalakkersuisut og forsvarsministeren.