Åbent samråd: Naalakkersuisoq glider af på kritik

Det var ikke mange svar, der blev givet af Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri ved dagens åbne samråd. Departementet arbejder på et svar til ombudsmandens kritik, lød det.

Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, Karl Tobiassen (S), står skoleret overfor Inatsisartuts udvalg omkring ombudsmandens kritik.
Offentliggjort

Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, Karl Tobiassen (S) er sendt i den varme stol af udvalg for fangst, fiskeri og landbrug til et åbent samråd efter hans departement har fået hård kritik fra ombudsmanden.

Ombudsmanden påpeger i sin kritik, at Naalakkersuisuts beslutning om at påtvinge fællesfangst af sildepiskere ikke er dækket af den nødvendige lovgivning.

- Jeg finder sagen meget ærgerligt. Når det er sagt, kan jeg kun sige, at departementet arbejder på at tilrette bekendtgørelsen for at undgå samme fejl i fremtiden. Hvad vi gør mere, må udvalget vente med at få svar på, til udvalget bliver orienteret omkring departementets svar til Ombudsmandens kritik, svarer Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, Karl Tobiassen (S) under det åbne samråd.

Er lektien lært

Det er ikke første gang, at en beslutning i departementet ikke har hjemmel i en bekendtgørelse. Og det får udvalgsmedlem Jens-Frederik Nielsen (D) til at overveje, om Naalakkersuisut overhovedet lærer lektien fra Ombudsmanden.

- Det er under al kritik, at sådan en fejl kan ske, hvor Naalakkersuisut tager beslutninger uden hjemmel i lovgivningen. Jeg hæfter mig ved, at det er sket to gange på så kort tid, ligesom ombudsmanden påpeger det. Tilliden til naalakkersuisoq lider, men vi må tygge på hans svar i baglandet, siger Jens-Frederik Nielsen (D), medlem af fangst- og fiskeriudvalget.

Han vil dog ikke på stående fod sige, om partiet helt har mistet tilliden til Naalakkersuisoq.

Forebyggende tiltag efterspørges

Udvalget har indkaldt naalakkersuisoq med kort varsel for at høre, hvordan naalakkersuisoq forholder sig til kritikken og for at høre, hvilke tiltag departementet arbejder på for at undgå flere faldgruber i manglende bekendtgørelser.

Karl Tobiassen kunne under samrådet ikke komme dybere ind på arbejdet med at fornye bekendtgørelser udover hvad, departementet har offentliggjort før. Blandt andet bekendtgørelsen om fangst og beskyttelse af isbjørne.

Til Sermitsiaq.AG udtaler naalakkersuisoq, at der skal en del arbejde til for at undgå samme fejl fremover:

- Der er ikke andet at gøre end at stramme op. Vi har tilrettet bekendtgørelsen om licenser, og det vil vi gøre med bekendtgørelsen om sildepiskere. Vi arbejder på præciseringer i bekendtgørelsen om fællesfangst, siger Karl Tobiassen.

Han understreger endnu engang, at han ikke kan komme mere ind på sagen, da departementet arbejder på et svar til ombudsmanden.

Powered by Labrador CMS