Aaja vinder pris ved Folkemødet
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har vundet den såkaldte Dialogpris ved Folkemødet på Bornholm.
I denne uge har en lang række danske politikere, interesseorganisationer og borgere deltaget i Folkemødet på Bornholm.
Det grønlandske medlem af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen (IA) har været én af gæsterne, og der var med særlig spænding, at hun deltog i år, da hun var nomineret til Dialogprisen.
Prisen udddeles til en politiker, 'der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatten i det forgangne år samt under Folkemødet. Dialogprisen gives som hæder til en politiker, der forstår samtalens kunst - en der ikke bare taler, men taler med os,' skriver Folkemødet om prisen.
Folk kunne stemme på de nominerede frem til i dag, og lørdag eftermiddag blev det afsløret, at Aaja Chemnitz Larsen løb med prisen:
Udfordrer statsministeren
- Jeg blev enormt rørt. jeg havde ikke regnet med det. Jeg forsøger at bruge døgnets 24 timer på at bygge bro mellem Danmark og Grønland og skabe resultater for de allermest udsatte, sagde Aaja Chemnitz Larsen, da hun fik overrakt prisen.
På scenen blev Aaja Chemnitz Larsen spurgt om, hvem hun gerne ville udfordre til at vinde prisen næste år, og her pegede politikeren på statsminister Mette Frederiksen:
- Jeg udfordrer statsminsteren. Mest fordi jeg savner flere initiativer med grønlandsk indhold. Nu når Kina, Rusland og USA viser Grønland opmærksomhed, så kunne Danmark godt vise en større interesse for Grønland.
- Sammen gør vi hinanden rigere, og vi bør gøre noget mere for at skabe dialog og bekæmpe fordomme, som vi har kæmpet meget med i Grønland, sagde Aaja Chemnitz Larsen.
De andre nominerede til Dialogprisen var:
- Mona Juul, folketingsmedlem (C)
- Stinus Lindgreen, folketingsmedlem (RV)
- Tommy Ahlers, folketingsmedlem (V)
- Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune (S)