Aaja Chemnitz vil indføre narkometer og kropsskannere

Den danske stats indsats for at stoppe udførsel af hash til Grønland skal styrkes. Det mener Aaja Chemnitz, der vil arbejde for yderligere tiltag for at stoppe hashindførsel til landet.

En hashhund skal opspore hash i anstalterne. IA-kandidaten vil arbejde for flere tiltag for at stoppe hashindsmugling til Grønland.
Offentliggjort

Den danske stat skal gøre meget mere for at stoppe udførsel af hash til Grønland. Det mener folketingsmedlem og folketingskandidat Aaja Chemnitz.

I en pressemeddelelse beskriver hun, at hun vil arbejde for flere kropsskannere til Nuuk, Ilulissat og andre byer for at stoppe indsmugling af hash til Grønland. Samtidig ser hun mulighed for at indføre narkometre, så bilister, der kører påvirket af hash kan fanges nemmere af politiet.

- For det første bør toldmyndighederne, under grønlandsk myndighed, og politiet, under dansk myndighed, indgå dialog om flere scannere, i minimum Nuuk og Ilulissat, hvor hashen ankommer, men også i andre byer. Mange smugler hash via fly eller fragt. Indsatsen for at opspore hash i gods fra Danmark, som skal sendes til vores land, bør prioriteres højere, skriver hun i en pressemeddelelse.

- Vi mener også, at det er på tide, at vi får indført narkometer til, at spore hashpåvirkede bilister. Det har vi ikke i dag og det skaber utryghed på vejene.

Tiltag allerede i gang

En del af indsatsen mod hash er allerede i gang, oplyser kandidaten. I anstalterne er det muligt at foretage urintests, og til efteråret kommer der en ny hund, der skal opspore hash blandt indsatte i anstalten i Nuuk.

Med flere indsatser mod hashindførsel vil Aaja Chemnitz arbejde for, at den yngre generation ikke falder i misbrug med hash.

- Den store indførsel af hash er et stort samfundsproblem. Vi ved, at al hash indføres fra Danmark. Det må stoppes. Danmark passer ikke sine egne grænser godt nok, og konsekvensen er, at det er nemt at smugle store mængder hash herop, skriver hun.

Powered by Labrador CMS