Aaja Chemnitz: Svære forhandlinger venter
Øget overvågning med henblik på at beskytte kritisk infrastruktur samt en afklaring omkring Kangerlussuaq står øverst på IA’s prioriteringsliste forud for forsvarsforligsforhandlinger med den danske regering.
De politiske forhandlinger om det kommende forsvarsforlig begynder i maj med fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen for bordenden. Inuit Ataqatigiit er klar til at byde ind med de grønlandske prioriteter, siger Aaja Chemnitz.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Allerede nu er de indledende processer omkring udarbejdelsen af forsvarsforliget i gang og forventningen er, at man inden udgangen af juni har lavet et politisk forlig, der skal række frem til 2033.
– Jeg var til møde med forsvarsministeren sammen med de tre øvrige nordatlantiske medlemmer af Folketinget. Og det vi hører er, at april måned skal gå med at lave et kasseeftersyn af forsvarets økonomi, mens maj og juni skal gå med selve forliget. Så inden sommer har vi formentlig de overordnede linjer i forsvarsforliget på plads, som Grønland vil være en del af. Hvordan det helt præcist kommer til at forløbe, er ikke helt afklaret. Der vil selvfølgelig også være en løbende dialog og koordinering med partiet og Naalakkersuisut om den politiske forhandlingsposition, siger Aaja Chemnitz, der også har fået gode input fra borgere i Nuuk, der var mødt frem i stort antal til borgermøde om forsvarsforlig den 23. marts på Hotel Hans Egede.
Læs hele artiklen i den seneste udgave af Sermitsiaq her: