72-årige Trump består lægetjek trods hang til bøf og fastfood

USA's præsident har et "meget godt helbred", siger hans læge efter fire timer lang undersøgelse.

USA's præsident, Donald Trump, har et "meget godt helbred".
Offentliggjort

USA's præsident, Donald Trump, har et "meget godt helbred".

Det slår hans læge fast efter en fire timer lang lægeundersøgelse.

- Mens rapporter og anbefalingerne bliver færdiggjort, kan jeg med glæde meddele, at USA's præsident har et meget godt helbred, og jeg forventer, at det forbliver sådan i den resterende del af hans præsidentperiode.

Sådan skriver Det Hvide Hus' læge, Sean Conley, i en meddelelse.

Lægeundersøgelsen af den 72-årige præsident, der omfattede en række fysiske test, fandt sted på Walter Reed-militærhospitalet.

Lægerne har ikke offentliggjort detaljer om præsidentens fysiske helbred - såsom kolesteroltal, vægt og blodtryk.

Det er anden gang, at præsidenten gennemgår det årlige lægetjek.

Sidste år betegnede den daværende læge i Det Hvide Hus Donald Trumps helbred som "fantastisk".

Han blev dog opfordret til at tabe sig mellem 4,5 og 6,8 kilo gennem kostomlægning og fysisk træning.

Intet tyder dog ifølge Reuters på, at præsidenten har tabt sig siden det første lægetjek.

Trumps ansatte oplyser dog, at han nu spiser mere fisk end tidligere. Han sætter dog stadig pris på en gennemstegt bøf med ketchup og stegte kartofler.

Det er samtidig veldokumenteret, at præsidenten er glad for fastfood.

Donald Trump erkender, at han ikke har været god til at overholde sin kostplan. Han har heller ikke været flittig i Det Hvide Hus' træningslokale.

- Præsidenten fik udleveret en kost- og træningsplan sidste år efter det årlige lægetjek, men præsidenten indrømmer, at han ikke har fulgt dem religiøst, siger talsmand i Det Hvide Hus Hogan Gidley.

I 2018 vejede Trump 108 kilo ved det årlige lægetjek. Hans hvilepuls var 68, og hans blodtryk var 122/74.

Han tager dagligt piller for at sænke sit kolesteroltal og et milligram af præparatet propecia for at forhindre hårtab.

Donald Trump er den ældste person, der nogensinde er blevet valgt som amerikansk præsident.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS