35 smittede i hovedstaden
Tirsdag er smitten i Nuuk nået nye højder med hele 35 nye smittede. Det sker efter en testdag, hvor hundredevis af mennesker stod i kø for at blive testet mandag. Der er ingen smittede i resten af landet tirsdag.
Tirsdag er det højeste antal smittede på en dag registreret i Nuuk. Der er fundet 35 nye smittede, fremgår det af tallene på nun.gl. Der blev testet 755 personer mandag.
Søndag er testcentret i Nuuk lukket, så der var ekstra travlt i testcentret mandag, hvor køen bød på op til tre og en halv times ventetid for nogle.
Udviklingen fra sidste uge fortsætter således, oplyser landslægeembedet på nun.gl
Der var i uge 37 ca. 390 smittede/100.000 indbyggere i Nuuk og dermed ca. det dobbelte af den danske kommune med det højeste smittetal. I uge 37 var 1. 7% af de 4.290 testede i Nuuk positive.
Udbredt smitte
Der findes nu smittede overalt i samfundet i Nuuk. Der er smittede med relationer til børneinstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner. Der ses smitte på kollegier og blandt andre, som bor i boliger med begrænset plads.
Sidst der blev registreret mere end 20 smittede i Nuuk var onsdag den 15. september, hvor der blev fundet 23 nye smittede i Nuuk. Siden da er nye antal smittede pr dag gået ned.